Erdogan erklærer sig som vinder af præsidentvalget i Tyrkiet

Recep Tayyip Erdogan har erklæret sig som sejrherre ved præsidentvalget i en tale i Istanbul.

Tyrkiets præsident Tayyip Erdogan taler til sine støtter i Istanbul. Han kan se frem til yderligere fem år på præsidentposten. (Foto: © MURAD SEZER, Ritzau Scanpix)

Her til aften står det klart, at Recep Tayyip Erdogan kan genindtage den tyrkiske præsidentpost i yderligere fem år.

En præsidentpost, som Erdogan i sin tid ved magten har gjort mere og mere magtfuld.

Erdogan gik selv ud og erklærede sig som vinder af valget, godt tre og en halv time efter at valgstederne var lukkede.

Det skete i en tv-transmitteret tale til sine tilhængere. Her takkede han folket for opbakningen.

- De har givet os ansvaret for at styre landet i de næste fem år, sagde han.

Mens Erdogan talte, havde Tyrkiets øverste valgmyndighed, YSK, har endnu ikke offentliggjort et officielt valgresultat.

Senere på aftenen sagde lederen af valgkommissionen dog ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Erdogan vinder valget.

Med "næsten alle stemmer" talt, står Erdogan til 52.14 procent af stemmerne, mens oppositionens kandidat, Kemal Kilicdaroglu, får 47.86 procent.

Lykønskninger fra venner

Erdogan fortalte i sin tale, at han har modtaget adskillige opkald fra forskellige landes præsidenter, der lykønsker ham.

Erdogans tilhængere festede i Istanbuls gader, efter at præsidenten havde udråbt sig til vinder af 2. valgrunde. (Foto: © HANNAH MCKAY, Ritzau Scanpix)

En af dem er Ungarns premierminister, Viktor Orban, der også på Twitter lykønsker Erdogan med sejren.

- Tillykke til præsident Erdogan med hans ubestridelige valgsejr, skriver Orban på Twitter.

Erdogan benyttede også sin sejrstale til at anklage oppositionspartierne, det republikanske CHP og det pro-kurdiske HDP, for at være styret af LGBT-interesser.

- CHP, HDP og alle andre er pro-LGBT. Men LGBT kan ikke infiltrere os. Vi bliver genfødt. Familien er hellig. Vold mod kvinder er forbudt, sagde han.

Oppositionen har kritiseret valgkampen

Erdogans udfordrer, Kemal Kilicdaroglu fra CHP-partiet, har endnu ikke udtalt sig, men ifølge tyrkiske medier vil han holde en tale klokken 20.30, dansk tid.

Kilicdaroglu har kritiseret, at oppositionen har været afskåret fra at føre valgkamp på samme måde som den siddende præsident.

Blandt andet har Erdogans parti kunne sende sms'er til vælgerne på trods af et forbud.

DR's Steen Nørskov befinder sig i Kemal Kilicdaroglus hovedkvarter i Tyrkiets hovedstad, Ankara. Her er stemningen skuffet og tung.

- De er skuffede. De er rystet over, at det ikke er lykkedes at slå Erdogan, men at Tyrkiet nu skal have fem år mere med Tayyip Erdogan, siger Steen Nørskov.

Tyrkerne måtte ud i anden valgrunde, da Recep Tayyip Erdogan i første valgrunde for fjorten dage siden var 0,48 procentpoint fra at nå op på de nødvendige 50 procent.

I første valgrunde for fjorten dage siden fik Erdogan 49,52 procent af stemmerne og Kemal Kilicdaroglu fik 44,88 procent af stemmerne. Den tredje kandidat, Sinan Ogan, valgte efterfølgende at støtte Erdogans kandidatur.