Erdogan-kritiker ved kæmpe demonstration: Vi forlanger retfærdighed

Mere end 100.000 demonstranter er gået på gaden i Istanbul for at vise deres utilfredshed med præsidenten.

Det er ikke alle tyrkere, som knuselsker landets magtfulde præsident, Recep Tayyip Erdogan.

Her til aften har mere end 100.000 demonstranter nemlig indtaget gaderne i landets største by, Istanbul, hvor de viser deres utilfredshed med de masseanholdelser, som myndighederne har gennemført i Tyrkiet efter det fejlslagne kup for et år siden.

I spidsen for demonstrationen er den tyrkiske oppositionsleder Kemal Kılıçdaroğlu, der ankom til Istanbul tidligere i dag efter at have foretaget en 25 dage lang "retfærdighedsmarch" fra hovedstaden Ankara.

Kemal Kılıçdaroğlu, der er leder af Det Republikanske Parti, ville med sin "retfærdighedsmarch" først og fremmest demonstrere mod, at hans partifælle Enis Berberoglu i juni fik 25 års fængsel for at lække oplysninger til en oppositionsavis om Tyrkiets efterretningsvæsen.

I begyndelsen af sin march var han flankeret af få hundrede meddemonstranter, men som han kom nærmere Ankara, så voksede hans følge markant.

Det peaker så her til aften i Istanbul i den største demonstration mod Erdogan siden juni 2013, skriver The Guardian.

En ny begyndelse

Under demonstrationen gik Kemal Kılıçdaroğlu på scenen flankeret af sin kone, hvor han holdt en skarp tale mod præsidenten, inden han til sidste satte en hvid due fri, som fløj til himmels for at symbolisere fred og en ny begyndelse.

Kemal Kilicdaroglu talte de til mange tusind tilhørere her til aften. (Foto: Yasin Akgul © Scanpix)

- Vi forlanger retfærdighed. Vi forlanger ikke kun retfærdighed for dem, som er samlet her. Ikke kun dem som støtter os, men for alle. Retfærdighed er en grundlæggende nødvendighed i enhver stat, sagde han.

Siden kuppet sidste år er tusindvis af tyrkere blevet arresteret, mens titusindvis er tjenestemænd, mediefolk og akademikere er blevet fyret. Samtidigt har der været permanent undtagelsestilstand i landet siden juni 2016, hvor Erdogan efter hårde kampe fastholdt sin position som Tyrkiets mest magtfulde mand.

Men undtagelsestilstanden skal være slut nu, dundrede Kemal Kılıçdaroğlu til demonstranterne.

- Vi vil vælte den mur af frygt. Denne sidste dag i vores "retfærdighedsmarch" er en ny begyndelse. Et nyt første skridt, sagde han.

Mere end 10.000 personer gik med de sidste dage af Kemal Kilicdaroglus retfærdighedsmarch. (Foto: OZAN KOSE © Scanpix)

Beskyldes for at støtte terrorister

Demonstrationen kommer blot en uge før, at regeringen har planlagt en række mindehøjtidligheder på årsdagen for kupforsøget, hvor 249 mistede livet, mens yderligere 1.400 blev såret.

Erdogan har ikke selv udtalt kritik af marchen, men ifølge The Guardian har flere ledende embedsmænd i hans regering beskyldt demonstranterne for at støtte terrorister og kupmagerne.

Den tyrkiske præsident og Kemal Kılıçdaroğlu har dog tidligere været i clinch med hinanden i medierne. Så sent som i juni kritiserede Kilıçdaroğlu Erdogan for at benytte et håndtegn, som mange forbinder med Det Muslimske Broderskab.

Kritikken fik dog hurtigt Erdogan til at svare igen.

- Lederen af oppositionen er jaloux på mit håndtegn. Han siger, at det er en terrororganisations symbol, men lad mig forklare, hvad det betyder: Et land, et flag, et hjemland og en stat, sagde Erdogan ifølge Hurriyet Daily News.

Facebook
Twitter