Erdogan: PKK stod bag bombeangreb i Istanbul

Tyrkisk politis efterforskning peger på, at Kurdistans Arbejderparti udførte bombeangreb i Istanbul tirsdag.

11 personer blev tirsdag dræbt af en bombe i Istanbul. (Foto: handout © Scanpix)

Alle spor tyder på, at Kurdistans Arbejderparti (PKK) stod bag et bombeangreb tirsdag i Istanbul, hvor 11 personer blev dræbt.

Sådan lyder den foreløbige konklusion fra politiets efterforskning, fortæller Ibrahim Kalin, talsmand for præsident Recep Tayyip Erdogan, på en pressekonference onsdag.

Ifølge lokale medier var der tale om en fjernstyret bilbombe i Istanbul.

Den blev udløst, da en politibus passerede i distriktet Vezneciler - et forretningsområde og hjemsted for Istanbuls universitet.

Bombestedet ligger tæt på flere store turistmål, blandt andet Den Store Bazar.

Onsdag har en anden bombe raseret i den sydøstlige del af landet, hvor en politistation var målet. Tre blev dræbt.

/ritzau/Reuters

FacebookTwitter