Erdogan raser over kurdisk mærke på amerikanske soldater

Billeder af amerikanske tropper med kurdiske mærker på uniformen har fået den tyrkiske præsident op i det røde felt.

Manden til højre har det grønne YPG-logo på sin venstre arm. (Foto: DELIL SOULEIMAN © Scanpix)

Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan langer igen ud efter USA, som har sendt tropper til Syrien med kurdiske mærker på uniformen.

En nyhedsfotograf har taget billeder, som viser amerikanske soldater side om side med medlemmer af de syriske demokratiske styrker (SDF), som hovedsageligt består af medlemmer fra YPG og YPJ, henholdsvis den mandlige og kvindelige gren af det kurdiske folks forsvarsenhed.

En talsmand fra det amerikanske militær understregede, at brugen af mærkerne ikke var godkendt, lige som soldaterne var blevet beordret til at fjerne mærkerne. I første omgang havde USA ellers hævdet, at mærkerne blev taget i brug for at soldaterne bedre kunne passe ind i bybilledet.

Den påstand gav Erdogan ikke meget for. Lørdag talte den tyrkiske præsident til befolkningen i den kurdisk dominerede tyrkiske by Diyarbakir, hvor Erdogan fordømte USAs støtte af kurdiske tropper i kampen mod Islamisk Stat, lige som han anklagede Tyrkiets Nato-allierede for at være uærlige.

- PKK, PYD, YPG (kurdiske grupper, red.) og Daesh (arabisk akronym for Islamisk Stat, red.) er det samme. Der er ingen forskel. De er alle terrororganisationer. Jeg fordømmer USAs støtte til PYD og YPG. De har brudt deres løfte. Jeg er en person, som tror på, at man fører politik med ærlighed. Derfor må vores allierede lade være med at sende tropper til Syrien med YPG-logoer, siger Erdogan.

Ifølge det amerikanske forsvarsministerium er der 300 amerikanske soldater i Syrien.

  • Bevæbnede amerikanske soldater i den nordlige syriske provins Raqqa med YPG-logo på armen. (Foto: DELIL SOULEIMAN © Scanpix)
  • Billederne af amerikanske soldater med YPG-logo på armen har fået den tyrkiske præsident op i det røde felt. (Foto: DELIL SOULEIMAN © Scanpix)
  • De amerikanske soldater nægtede at tale med pressen. (Foto: DELIL SOULEIMAN © Scanpix)
1 / 3