Erdogan truer med at lukke Twitter, efter hans datter blev svinet til på det sociale medie

Enten skal sociale medier under tyrkisk lovgivning, ellers varsler præsidenten, at han vil blokere adgangen til dem.

Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan truer med at lukke sociale medier i Tyrkiet. (arkiv) (Foto: POOL New © Scanpix)

- Hvorfor YouTube, hvorfor Twitter, hvorfor Netflix? Forstår I, hvorfor vi er imod sociale medier som disse? For at komme af med disse amoralske ting. De er amoralske.

Sådan lød det fra Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, i en tale i går, hvor han også lovede at bringe medierne "til orden".

Erdogan truer således med at lukke eller i hvert fald kontrollere sociale medier og streamningstjenesters adgang til det tyrkiske marked.

Den tyrkiske præsident varsler, at der snart vil blive fremlagt et forslag i parlamentet, som skal regulere sociale medier. Det kommer efter, hans datter, Esra Albayrak, der er gift med den upopulære finansminister, Berat Albayrak, var mål for en række grove tweets, efter de fik en søn.

Michael S. Lund, korrespondent i Mellemøsten for DR Nyheder, giver her fire svar på, hvorfor Erdogan nu tager hårdere midler i brug over for sociale medier og streamingtjenester.

Er det kun episoden med datteren, eller hvad ligger der bag?

Erdogans svigersøn Berat Albayrak og datter Esra Erdogan Albayrak (de to længst til venstre, red.) er med ved en fejring af præsidentens genvalg i 2014. (arkiv) (Foto: Ümit Bektas © Scanpix)

- Der ligger en hel masse andet bag. Det kan man høre på Erdogan, der ikke kun koncentrerer sig om Twitter, men altså også en række andre medier, der ikke har noget med kommentarerne mod hans datter at gøre, siger Michael S. Lund og fortsætter:

- Erdogan og partiet har i lang tid været utilfredse med sociale medier, som de ikke kan kontrollere.

Hvordan skal den kontrol foregå?

Erdogan løftede for første gang sløret for sine planer om at blokere sociale medier ved AKP-partiets kongres forleden. (Foto: ADEM ALTAN © Scanpix)

- Inden længe vil han og partiet fremlægge et lovforslag i parlamentet, og de forestiller sig, at de kan lave en lov om, at udenlandske sociale medier og streamingtjenester skal have et kontor i Tyrkiet. Det gør, at de bliver en lovlig virksomhed i Tyrkiet, og at de skal stå til ansvar for tyrkisk lov, siger Michael S. Lund og fortsætter:

- For eksempel er det ulovligt at fornærme ”den tyrkiske nation” – hvilket jo er noget af en gummiparagraf - og at fornærme præsidenten. Og det vil Twitter og Facebook og så videre kunne blive stillet til ansvar for at lægge platform til, hvis de underlægges tyrkisk lov.

Hvorfor er Netflix et af de medier, der er blevet en torn i øjet på Erdogan?

Netflix er blandt de selskaber, som Erdogan vil regulere. (Foto: Mike Blake © Scanpix)

- Netflix er blevet ret populært her i Tyrkiet – omkring hver tiende ser Netflix. Og Netflix har sendt nogle serier, der har fornærmet præsidenten. For eksempel en serie som 'Designated Surviver', hvor der i et afsnit optrådte en tyrkisk præsident, der mindede meget om Erdogan, men som sagde og gjorde ting, som Erdogan bestemt ikke fandt sjove. Tyrkiet fik fjernet afsnittet, men man kan ikke sanktionere Netflix yderligere, siger Michael S. Lund og fortsætter:

- Man vil også gerne have, at Netflix følger de stramme tyrkiske regler for tv-produktion, når det gælder for eksempel nøgenhed, alkohol og rygning på skærmen. Og det er kun blevet mere aktuelt, efter Netflix er begyndt at producere tyrkiske film og serier, som er blevet relativt populære.

Er det tomme trusler?

Tyrkiet har tidligere blokeret for adgangen til den brugerdrevne online-encyklopædi Wikipedia. (Foto: YVES HERMAN © Scanpix)

- Nej, det tror jeg ikke. Tyrkiet har gjort noget lignende før for eksempel med Wikipedia, der var blokeret i omkring to og et halvt år. Det skete, fordi der stod noget på siden, som Tyrkiet og Erdogan ikke var enige i. Så jeg tror ikke, at det er tomme trusler, men jeg tror heller ikke, at de sociale medier bliver lukket i dag eller i morgen, siger Michael S. Lund og fortsætter:

- Nu starter der en proces om at få lavet en lov, der sikrer, at de repræsenterer sig i Tyrkiet. Hvis de ikke vil det, så er det bestemt en risiko for, at der bliver blokeret i Tyrkiet. Men det meste trendende hashtag i går var #FingreneVækFraMineSocialeMedier, og generelt så er det noget, den yngre generation vil blive rasende over, hvis man går ind og forbyder sociale medier og Netflix i landet, afslutter Michael S. Lund.

Facebook
Twitter