Erdogans magtbase kan slå sprækker ved lokalvalg

Store økonomiske problemer i Tyrkiet kan koste præsident Recep Tayyip Erdogans parti mange stemmer.

Præsident Recep Tayyip Erdogan, der her forlader et valglokale efter at have stemt, risikerer at lide et tilbageslag ved søndagens lokalvalg. (Foto: KEMAL ASLAN © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Store økonomiske problemer i Tyrkiet kan medføre, at præsident Recep Tayyip Erdogan lider et tilbageslag ved et lokalvalg søndag. Det kan komme, efter at hans parti AKP, som har islamistiske rødder, er gået frem ved hvert eneste valg i landet siden 2002.

Meningsmålinger tyder på, at en kandidat fra oppositionen kan vinde den vigtigste lokalpolitiske post i hovedstaden Ankara.

Analytikere mener heller ikke, at AKP kan være helt sikker på sejr i Istanbul, som med 15 millioner indbyggere regnes for at være Europas største by.

Et nederlag i Ankara eller Istanbul vil afslutte næsten 25 års AKP-styre i de to storbyer og svække den tyrkiske leder.

Økonomisk krise koster stemmer

Forud for valget indgik det republikanske folkeparti CHP en alliance med Iyi-partiet.

En vigtig årsag til Erdogans problemer er Tyrkiets økonomiske krise. Den tyrkiske valuta, liraen, er begyndt at falde igen, hvilket vækker bange anelser hos mange, som tænker tilbage på den tyrkiske valutakrise sidste år.

Erdogan siger, at de økonomiske problemer skyldes angreb fra Vesten.

- Formålet med de tiltagende angreb mod vort land forud for valget har til formål at blokere for opbygningen af et stort og stærkt Tyrkiet, sagde Erdogan i en valgtale i Istanbul lørdag aften.

Politiske spændinger koster liv

Samtidig er der mange steder stærke politiske spændinger, hvilket blev understreget, da to mennesker blev dræbt i forbindelse med lokalvalget.

Temel Karamollaoglu, lederen af et lille islamisk parti, Lykkepartiet, skriver på det sociale medie Twitter, at to af hans partifæller blev dræbt i et valglokale i provinsen Malatya i den østlige del af landet.

Den ene af de dræbte var valgmedarbejder, mens den anden var observatør for Lykkepartiet. De skal være blevet dræbt i et slagsmål mellem tilhængere af forskellige politiske partier.

En person blev stukket med kniv i Istanbul, hvor det kom til voldelige sammenstød mellem politiske kandidater fra forskellige partier.

Lidt over 57 millioner indbyggere kan stemme ved lokalvalgene, hvor der vælges borgmestre og andre lokale ledere. Et klart billede af valgets udfald ventes natten til mandag.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter