Erfaren grottedykker om redning af thailandske drenge: Et af de sværeste dyk

På grund af muddervand er der ikke de bedste odds for at få reddet de 13 mennesker ud af grotten.

Dykkere står til at skulle træne en gruppe thailandske fodbolddrenge i at dykke for at få dem ud af en grotte i det nordøstlige Thailand, hvor de har siddet fanget i ti dage.

Og det er langt fra en nem opgave.

De professionelle dykkere står over for en af de sværeste og farligste opgaver, fortæller Casper Dreiøe, der har dykket siden 1996. For ti år siden blev han uddannet grotteinstrukør og har beskæftiget sig med grottedykning i blandt andet Mexico, Spanien, Tyskland og miner i Sverige ned til 74 meters dybde.

- At dykke i en grotte er noget af det sværeste. Der er ingen tvivl om, at det både er farligt for dykkerne og for børnene. Det er jo muddervand, de dykker rundt i, så det bliver ikke mere sort, selvom de har lys med. Du oplever ikke mere mørke under noget andet dyk. Derfor er der ikke de bedste odds for at få dem ud, siger han.

Tham Luang Nang Non-grotten er fyldt med mudret vand, hvor sigtbarheden er lig nul. Og indtil videre har de thailandske myndigheder ikke haft held med at dræne den kilometerlange grotte, som bliver oversvømmet hvert år under monsunen.

Vigtigt at forholde sig i ro

De 12 unge drenge og deres træner på 25 år skal ikke igennem det fulde dykkerkursus for at komme ud. Ifølge Casper Dreiøe vil de få instruktion i to vigtige ting:

At forholde sig i ro på trods af mørket og trække vejret ordentligt.

- Jeg kan ikke forestille mig, at de skal have det store dykkerudstyr på selv. De får en maske på og en regulator i munden, hvor de kan trække vejret, og så har dykkeren dem ved maven foran sig, ligesom hvis det var et tandemspring. Og så gælder det om at få dem ud så sikkert som muligt, forklarer han.

Men selvom det lyder som en simpel manøvre, er det fyldt med risici.

Muddervandet er ifølge Casper Dreiøe en stor stressfaktor for børnene. Derfor vil dykkerne også bruge meget tid på at forberede dem på, at der vil blive kulsort hele vejen.

- De vil blive fortalt, at de ligeså godt kan lukke øjnene, for så er der en naturlig årsag til, at der er sort. De er nødt til at forberede dem på, at de ingenting kan se. Det bliver den største udfordring i forhold til at undgå panikanfald.

En line er guiden ud

Det var to britiske dykkere, der som de første nåede frem til gruppen af fodbolddrenge i grotten, der er mere end 10 kilometer dyb.

Med sig har de ifølge Casper Dreiøe haft en line. Og den bliver altafgørende i arbejdet med at få dem ud og må for alt i verden ikke knække.

Gør den det, skal dykkerne til at finde den igen, hvilket godt kan tage op til flere minutter. Og med en dreng under armen, der i forvejen befinder sig i en svær situation, er det problematisk.

Når dykkerne samtidig står over for at skulle have 13 personer ud, bliver det endnu sværere.

- Med de første personer vil linen være rigtig fin og stram, men når du ligger der og kravler, så bliver linen med tiden slap, og det værste er en løs line. Så er det virkelig svært at komme ud, forklarer han.

Grottedyk er for de mest erfarne

Når man lærer at dykke, er det langt fra grottedyk, man kaster sig ud i til at begynde med, fortæller Casper Dreiøe. Grottedyk er for de få dykkere, der synes, at det er naturligt at være under vand.

- Først dér kan du bevæge dig ind i en grotte. Du skal forestille dig, at når du svømmer en halv time ind, så er der også en halv time ud. Du kan ikke lige pludselig sige, at du ikke vil mere og stoppe. Så det er langt fra for alle, siger han og fortsætter:

- Det kræver ikke nogen adrenalinjunkie. Det kræver, at man har et roligt sind, og at man befinder sig godt under vand.

Casper Dreiøe kender en af de britiske dykkere ved navn Rick Stanton, der står for redningsaktionen. Ifølge den danske dykker er briten den bedste til at udføre jobbet.

- Han ved godt, at denne her opgave er med en høj risiko. Men hvis der er nogen, der kan, så er det ham. Han er den helt rigtige mand, siger han.

Facebook
Twitter