Eskalerende krise: Indbyggere flygter fra Venezuela

Dagligvarer i Venezuela er så dyre, at befolkningen flygter til nabolandet Brasilien.

Den politiske og økonomiske krise i Venezuela får flere og flere til at flygte til nabolandet Brasilien.

Hver dag går 150 nye personer over grænsen, og alene i år har over 15.000 venezuelanere ifølge brasiliansk grænsepoliti søgt om asyl.

Venezuelanske statsborgere kan godt få lov til at komme ind i Brasilien, men derefter må de stort set klare sig selv, fortæller DRs Sydamerika-korrespondent:

- Der er ikke nogen protokol for, at man modtager nogen form for økonomisk støtte, forklarer Kristian Almblad.

- Generelt har man et meget afslappet forhold til flygtninge og migranter, fordi man er et stort land, som samtidig ikke har oplevet store flygtningstrømme som i Europa.

I Brasilien giver en asylansøgning automatisk opholdstilladelse i to år. Flere brasilianske politikere har foreslået at lukke grænserne, men de har ikke kunnet samle et politisk flertal for forslaget.

Ifølge UNHCR har Brasilien på 15 år genbosat 800 flygtninge i landet - de seneste 10 måneder ikke en eneste.

Ikke råd til mad

Venezuela har på det seneste været plaget af voldsomme demonstrationer. Prisen på basale fødevarer er steget markant, og store dele af befolkningen har ikke råd til at købe mad.

Regeringen uddeler madposer til billige penge, men bliver stadig mere og mere upopulær. Protesterne mod regeringen er taget til i styrke siden et omstridt valg den 30. juli.

Her skulle der vælges en ny, lovgivende nationalforsamling, som har til opgave at vedtage en ny forfatning, der skal give præsidenten endnu mere magt.

Oppositionen boykottede valget, og få dage efter blev to oppositionspolitikere hentet i deres hjem, hvor de i forvejen sad i husarrest, og fængslet.

I går blev statsanklageren Luisa Ortega, som de seneste måneder har været en udtalt kritiker af præsident Nicolas Maduro, afsat med magt og erstattet af en regeringsvenlig afløser.

Luisa Ortega har gentagne gange forsøgt at forhindre oprettelsen af forfatningsrådet, som hun betegner som forfatningsstridigt.

Brasilien er langt fra det eneste land, som venezuelanske indbyggere flygter til. Adskillelige tager også turen til Colombia, Peru og en række østater i Caribien.

Situationen i Venezuela

  • Nicolás Maduro overtog magten i Venezuela efter Hugo Chavez' død i 2013.

  • Han overtog en svigtende økonomi, der siden da kun er blevet værre.

  • I 2016 tabte 75 procent af befolkningen sig i snit 8,5 kilo på grund af fejlernæring.

  • De faldende levestandarder og indskrænkning af en række velfærdsydelser har ledt til protester mod regeringen.

  • I april har højesteretten frataget det folkevalgte parlament magten.

Facebook
Twitter