Ét år efter USA's værste masseskyderi: Sårene er stadig åbne

49 blev dræbt for et år siden, da natklubben Pulse blev angrebet. Mandag mindes ofrene.

I morgen er det præcis ét år siden, at 20-årige Kaliesha Andinos liv blev ændret for altid.

Hun gemte sig bag en bar på natklubben Pulse i Florida, hvor en gerningsmand affyrede salve efter salve af skud, og en kugle flænsede sig vej gennem hendes arm.

Hun slap ud i live, fra hvad der viste sig at være det værste masseskyderi i USA's historie, men siden har intet været det samme.

- Jeg vil aldrig komme over det, men jeg bliver nødt til at leve nu og her. Jeg bliver nødt til at håndtere situationen, siger hun til AP.

Såret fra kuglen er helet på den højre arm, men på den venstre skulder minder en stor tatovering hende om en ven, der var blandt de 49 uskyldige, der døde den aften.

Et år efter at Orlanda-natklubben Pulse - et populært feststed for byens LGBTQ-miljø - blev angrebet af en stærkt bevæbnet mand, er de mentale sår stadig vidtåbne.

Var det en hadforbrydelse?

Natklubben er fortsat lukket, men foran klubbens hegn hylder blomster og vægmalerier i regnbuens farver ofrene.

Natklubbens ejer, Barbara Poma, er ifølge Billboard.com blevet tilbudt næsten 15 millioner kroner af bystyret for grunden, men hun har afslået og i stedet dannet velgørenhedsorganisationen OnePulse Foundation, der skal hjælpe ofrene og lave et mindesmærke for tragedien.

- Vi bliver nødt til at mindes dette, så fremtidige generationer kan vide, hvad der skete, siger hun til Billboard.

Gerningsmanden, Omar Mateen, angreb Pulse på klubbens 'Latinx Night' - en klubaften for bøsser, lesbiske og transeksuelle med mellem- eller sydamerikansk oprindelse. Siden har motivet været debatteret.

Var det islamistisk terrorisme eller snarere en såkaldt hadforbrydelse? Eller var det tilfældigt, at det lige gik ud over en LGBTQ-natklub?

Gerningsmanden sagde selv i en telefonsamtale med politiet, inden han blev skudt, at han støttede Islamisk Stat.

Men blandt andre gerningsmanden ekskone har ment, at Omar Mateen i virkeligheden var homoseksuel, og at motivet skulle ligge i hans undertrykte seksualitet. FBI har dog ikke kunnet verificere oplysninger om, at gerningsmanden skulle besøge homoklubber.

En turist lægger blomster ved det spontane mindesmærke, der er opstået foran natklubben Pulse i Orlando, hvor 49 personer for ét år siden blev dræbt. (Foto: GREGG NEWTON © Scanpix)

- Når det kommer til stykket, er der ting, som vi kan lære af dette, men vi får nok aldrig et definitivt svar på, hvorfor drabsmanden valgte dette mål, siger Mary Ellen O’Toole, der er ekspert i masseskyderier og arbejder med gerningsmandsprofiler for FBI til Orlando Sentinel.

Borgmester er stolt

Mange af ofrene var lesbiske eller bøsser med mellem- eller sydamerikansk oprindelse, og efter tragedien er flere fonde og velgørenhedsorganisationer opstået med de formål at sprede forståelse for minoritetsgrupper.

Det er som om, tragedien har fået borgerne i Orlando til at stå tættere sammen, fortæller borgmester, Buddy Dyer.

- Den 12. juni var den mørkeste dag i vores historie, men i dag kunne jeg ikke være mere stolt over den måde, vores lokalsamfund har stået sammen og reageret på. Ved ikke at være defineret af en gerningsmands handlinger, men ved at definere os ud fra, hvordan vi har reageret. Og jeg vil sige, at det har været med kærlighed, med omsorg og med fællesskab - både for familierne, men også for lokalsamfundet som sådan, siger han til radiostationen npr.org.

Natklubben genåbnes for én nat

I anledning af årsdagen for massemordet bliver der afholdt en stribe koncerter rundt omkring i Orlando. Bystyret arrangerer en stor udendørskoncert, 'Orlando Love: Remembering Our Angels', på selve dagen, og natklubbens ejer, Barbara Poma, har annonceret, at hun vil genåbne klubben om aftenen, så folk kan samles på stedet på det tidspunkt, hvor massakren fandt sted og måske bearbejde hændelsen og tabet af de dræbte.

For som hun forklarer til AP, så er helingsprocessen kun lige gået i gang.

- Alle er stadig meget forskellige steder. Jeg vil ikke sige, at der er nogen, der endnu er klar til komme videre, siger hun.

Hun åbnende selv i sin tid natklubben for at ære sin bror, der døde af aids. Nu er hendes drøm at genåbne Pulse - i en eller anden form - et andet sted.

Beskeder foran natklubben Pulse i Orlando i Florida. (Foto: GREGG NEWTON © Scanpix)