Et af de værste i historien: Ebola-udbrud i DR Congo er ude af kontrol

Udbruddet ventes af vare mindst yderligere seks måneder.

En dreng bliver vaccineret mod ebola i den nordlige Kivu-provins. (Foto: Olivia Acland © Scanpix)

245 mennesker har indtil videre mistet livet efter at være blevet smittet med Ebola i Den Demokratiske Republik Congo.

426 personer er smittet, og det gør udbruddet til det andet-værste nogensinde. Kun overgået af udbruddet i 2014 i Vestafrika, som kostede flere end 11.000 mennesker livet. Det melder verdenssundhedsorganisationen WHO.

DR Congo er faktisk i gang med at teste effektiviteten og sikkerheden af fire nye ebola-præparater.

Flere end 37.000 personer landet over har fået forebyggende ebola-vaccinationer.

Alligevel spreder sygdommen sig i de såkaldte 'røde zoner' - områder, som er nærmest umulige at komme til på grund af truslen fra oprørsgrupper.

Volden spænder ben

Situationen er yderligere kompliceret på grund af konflikten i Nord-Kivu i den østlige del af landet.

Og udbruddet kunne ikke have ramt et værre sted, fortæller DR's afrikakorrespondent, Søren Bendixen:

- Der er krig, fyldt med bevæbnede bander, militære checkpoints og paramilitære grupper, der generer befolkning og hjælpearbejdere.

Flere gange denne måned har nye tilfælde af vold spændt ben for den indsats, som skal forhindre, at sygdommen spredes.

- Det kan være utroligt svært at nå ud til de mennesker, der er smittet, og ud til de mennesker, der har været i kontakt med de smittede. Man har vaccineret 27.000 mennesker, hvilket i virkeligheden er ret imponerende under de her forhold.

- Man vaccinerer dem, der har været i kontakt med smittede, men smutter der bare en enkelt eller to gennem ringen, så kan smitten jo fortsætte, og det er desværre det, vi ser, siger Søren Bendixen.

57 procent af de smittede i dette udbrud dør af sygdommen. Det er en højere rate end normalt set på dette stadie af et udbrud - især taget i betragtning, at der nu findes behandling og vaccinationer, skriver nødhjælpsorganisationen International Rescue Committee i en pressemeddelelse.

Flere vil dø

Det nuværende udbrud blev konstateret den 1. august i år. Og de mange dødsfald på kort tid bekymrer hjælpeorganisationer.

- Denne tragiske milepæl demonstrerer klart kompleksiteten og alvorligheden af det her udbrud, siger nødhjælpsdirektør for International Rescue Committee Michelle Gayer.

- Udbruddet er langt fra under kontrol, og det er højst sandsynligt, at det ikke vil blive slået ned i løbet af de næste seks måneder. Vi frygter, at yderligere hundredvis af mennesker vil miste livet i det her udbrud, fortsætter Michelle Gayer.

Det bekymrer også myndigheder og NGO'er, at der i nuværende udbrud er konstateret flere spædbørn blandt de smittede.

WHO har indtil videre registreret 36 tilfælde af smittede spædbørn og børn under to år.

Mens ebola hurtigt kan sprede sig til andre steder i regionen, så venter man ikke, at den når længere ud, fortæller Søren Bendixen:

- Risikoen for, at der spreder sig en større epidemi på internationalt plan vurderes stadig at være temmelig lille.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk