- Et forpint og misbrugt hjørne af verden

I dag er det et år siden, Haiti blev ramt af et jordskælv, der ændrede ø-nationens tilstand fra elendig til katastrofal. DR Nyheders Thomas Ubbesen fortæller om det år, der er gået.

I dag er det et år siden, Haiti blev ramt af et jordskælv, der slog hundredetusinder ihjel og gjorde millioner hjemløse. Siden er landet bare blevet fastholdt i katastrofen, fortæller DR Nyheders Thomas Ubbesen.

Da jeg kom til Haiti for præcis et år siden, var det under høj dramatik. Vi vidste, at hovedstaden var styrtet sammen, det samme var kontroltårnet i lufthavnen. Det amerikanske militær havde overtaget luftrummet og lukket for al unødig trafik.

Og der kom vi, unødigt, måske, ulovligt, helt sikkert, i henhold til de amerikanske regler, i helikopter fra Den Dominikanske Republik, lavt hen over bjergene i forsøg på at gå under radaren. Republikken var grøn, frodig og smuk - vi krydsede en usynlig streg og alt var goldt, afsvedent, brunt og grimt. Det var Haiti. En økologisk katastrofezone, hvor en desperat fattig, desperat sulten menneskehed som kakkerlakker havde ribbet naturen for alt.

Lig overalt

Lavt ind over ruinerne af Port au Prince. Så landede helikopteren midt på græsset i lufthavnen mellem indkommende transportfly med nødhjælp fra hele verden. Vi blev sparket ud i den tropiske middagssol, helikopteren for væk, vi var på egen hånd i en nation som kun er kendt for vold, revolutioner, anarki, brutalitet, vodoo, zombier og opløsning.

Jeg var bange. Det samme var det meste af det pressekorps, der havde slået sig ned i resterne af lufthavnsbygningen og havde travlt med at rapportere hjem om en katastrofe af et omfang, som ingen af os nogensinde havde set. En by med tre-fire millioner indbyggere styrtet i grus. Hundredetusinder af dræbte. Lig i gaderne, i ruinerne, i lastbilerne på vej til nygravede massegrave. Millioner af mennesker, som fra et øjeblik til det næste havde mistet alt - deres kære, deres ejendele, hvor elendige de end måtte være, tilværelsen som de kendte den.

Pressen var bange og rapporterede hjem fra lufthavnen, at der blev skudt i gaderne. At bander hærgede i ruiner. At liv ingen værdi havde, i det der var tilbage af Port au Prince. Og en del journalister kom ikke meget længere end til netop lufthavnen, der var for farligt derude.

Rigtige, almindelige mennesker

Men vi kom ud. Blev næsten overfaldet af en tilsyneladende vild, mørk, frygtindgydende menneskemasse lige udenfor lufthavnsområdet. Blev næsten løbet over ende af hundreder af ophidsede mennesker - og vi vidste ikke, hvad de ville.

De ville have arbejde. De ville være vore hjælpere, tolke, chauffører, fixere, hvad som helst. De ville arbejde, ikke andet.

Vi kom i gang med jobbet. Fandt hurtigt en slags rutine i et miljø uden elektricitet, telefonforbindelse, mad. Rapporterede om en ufattelig tragedie uden sidestykke, et kaos uden lige, en verdens undergang. Og der var ikke meget at være bange for, opdagede vi. Haitianerne var rigtige, almindelige mennesker, som os andre - ikke vilde AK47-bevæbnede gangstere fra slummen, klar til at gøre det af med hvem som helst.

De var så søde, hjælpsomme, tragiske, solidariske, elendige, arbejdsomme, at det var ubegribeligt, omstædighederne taget i betragtning.

Guds straf

Verden sendte hjælp, men allerførst 10.000 amerikanske marineinfaterister. For pressen havde jo rapporteret, at Haiti var sunket ned i anarki og lovløshed. Før sikkerheden var genoprettet, kunne hjælpen ikke bringes ind. Så der trampede soldaterne rundt i murbrokkerne med fingeren på aftrækkeren, klart til at gøre kort proces med plyndringsfolkene og de bevæbnede vildmennesker.

Haitianerne stod og kiggede på de nordamerikanske krigere og spurgte os, hvorfor de havde sendt soldater hertil. De havde jo ikke gjort noget. De var bare blevet ramt af noget, de ikke anede hvad var. Måske Guds straf, mente mange. Den slags havde de fået at vide af det utal af missionærer fra et utal af kristne sekter, der mener, at det haitianerne mere end noget har brug for, er Det Gode Budskab i præcis deres aftapning. Om det så var Scientology, så var de også på pletten med tilbud til sultne, hjemløse mennesker om håndspålæggelse og uddrivelse af negative energifelter og dæmoner.

Verden så katastrofen

Da vi rejste, tolv dage senere, lugtede der stadig af død fra ruinerne, men de fleste lig var uden respekt blevet læsset på renovationsbiler og kørt ud i huller i jorden et stykke udenfor byen. I dag er der ikke så meget som et monument derude. Kun sten, murbrokker, nogle vilde hunde og et par pinde som en slags kors i solen.

Men vi rejste i det mindste med en bevidsthed om, at dette her var blevet registreret derude i verden. Der blev samlet penge ind. Støttearrangementer. Folk derhjemme sendte penge og sympati.

Ingen fremskridt for Ginette

To måneder senere var vi tilbage i håb om at kunne beskrive de første spæde skridt i retning af genopbygning, i retning af et Haiti, der var i gang med at rejse sig af asken og traumet. Vi fandt ingen genopbygning.

Kun FN i gang med at bygge store, hvidmalede funktionelle lejre. Til deres egne medarbejdere. Et hav af hvidmalede landcruisere på vej hid og did. Et hav af hvide cruisere hver aften parkeret foran de luksusrestaurenter og vandhuller, der trods alt var kommet i gang igen i det rige Petionville, højt i de grønne bakker over den ødelagte by.

Men Ginette, med tre udsultede småbørn, sad under en plasticlas ude i den bagende sol på en stenskråning udenfor byen og ventede på at Gud skulle gribe ind. Ginette sammen med måske 60.000, måske 100.000 i det, vi kaldte sultelejren, et sted vi vendte tilbage til igen og igen. Et sted hvor tiden stod helt, helt stille.

Ingen landcruisere der - kun dem Ginette kunne se nede på strandvejen 500 meter borte på vej til kølig Chablis, hummer, vandscootere og palmer på de mondæne badesteder et times kørsel fra sultelejrene og den døde by. Professionelle katastrofearbejdere har jo også krav på et liv, hvis de skal kune holde det ud. Ginette og børnene har ingen krav.

Permanent hjemløse

Vi var tilbage i november, ti måneder efter. Det havde regnet. Der var blevet grønnere. I Port au Prince havde hjemløselejrene vokset sig permanente på toppen af de ruinhobe, der åbenbart aldrig skal væk. Kvinderne, alle kvinder ser det ud til, har slået sig ned ved alle vejsider med boder. Lidt grøntsager til salg. Nogle billige tøjartikler. Sikkerhedsnåle. Taletidskort. Junk.

Ginette bæller bønner med børnene og sælger dem vist nok. Børnene er blevt tydeligt svagere. Hun håber Gud kommer og redder dem. De har fået en ekstra pressenning. De samler penge ind hver dag i lejren og køber lidt kollektivt på markedet, men de er altid sultne, jeg tror, de dør.

Ingen ret til forandring

Der skal være valg, det er derfor vi er her igen. Det ender, som alting åbenbart skal her, i katastrofe. Valgdagen er en heksekeddel af mennesker, der tror, at de har en demokratisk ret, en ret til at sætte det siddende rigmandsvælde fra magten og få... ja for eksempel sangeren Sweet Mickie som præsident.

Det har de ikke. Der svindles så åbenlyst ved valgstederne, at ingen kan være i tvivl om det. Vi ser det selv, de forsøger dårligt at skjule, hvad der foregår. Og to dage senere går "det internationale samfund" officielt ud og oplyser, at "valget" i store træk er gennemført ordentligt. Enkelte uregelmæssigheder, jovist, men sådan stort set OK.

Folk går amok. Brænder og hærger uden sådan rigtigt at slå nogen ihjel. Vi rejser.

Den haitianske jammerdal

Nu er der gået et år. Ginette sidder sikkert derude, vi har ikke været der endnu denne gang. Læger uden Grænser kritiserer FN for ikke at have gjort noget som helst i al den tid. De hvide landcruisere cruiser tykt i Petionville.

Det er etårsdagen. National helligdag. Folk samles i centrum af byen, på Champ de Mars - som engang var en oase i byen, idag en fasttømret slumby - for at være sammen om deres minder og traumer. Og for under ledelse af evangelisterne at synge og bede til Jesus om udfrielse. En ting har de i hvert tilfælde ret i, evangelisterne: Livet er og forbliver en jammerdal i dette forpinte, misbrugte og torturerede hjørne af verden.

Og haitianerne kan med sikkerhed regne med endeløs lidelse, før de - måske - en dag bliver udfriet

Facebook
Twitter