Et 'presset' Nordkorea melder om første officielle coronaudbrud

Smitteudbruddet kommer efter mere end to års hård nedlukning af landets grænser.

Nordkoreas leder har torsdag indkaldt landets top til drøftelser af et coronaudbrud, der betegnes som det første i landet, (Foto: KCNA © Ritzau Scanpix)

Nordkorea er kendt for at være et af verdens mest lukkede regimer.

Faktisk så lukket, at selv corona ifølge styret selv, ikke kan slippe ind.

Officelt har landet ikke haft et eneste udbrud, siden coronapandemien begyndte

Indtil nu.

Tidligere i dag lokal tid kunne det nordkoreanske nyhedsbureau KCNA nemlig rapportere, at landet angiveligt har registreret sit første covid-smitteudbrud nogensinde.

En omikronvariant har ramt et ukendt antal mennesker i den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang, lyder det ifølge nyhedsbureauet.

Camilla Nørup Sørensen, lektor på Forsvarsakademiet med fokus på østasiatisk politik, mener, at det er "helt utænkeligt" at der ikke har været smittetilfælde før nu.

Derfor skal meldingen om et smitteudbrud først og fremmest ses som et tegn på et særdeles hårdt presset nordkoreansk styre, vurderer hun.

- Jeg ser det som et tegn på, at den økonomiske og humanitære situation i Nordkorea er meget presset. Det sidste stykke tid har vi set tegn på, hvordan det står rigtig skidt til i Nordkorea, der blandt andet er presset af stor fødevaremangel og hårde sanktioner, siger hun.

- Det nordkoreanske sundhedssystem og befolkningens generelle helbredstilstand er også i virkelig dårlig stand, så alt tyder på, at det her kan blive en virkelig stor katastrofe. Og det ser jeg tegn på, at det nordkoreanske regime er klar over.

Begyndt at bløde op

Som svar på smitteudbruddet har Nordkoreas leder, Kim Jong Un, beordret, at alle landets byer lukker deres grænser. Samtidig opfordrer han til at skrue op for overvågningen af grænseovergange på landjorden, til havs og i luften.

Kim Jong Un hilser på nordkoreanske tropper under en militærparade i april måned. (Foto: KCNA © Ritzau Scanpix)

Meldingen kommer, efter styret i Pyongyang gennem de seneste måneder ellers var begyndt at bløde deres strenge nul-covid-politik op, forklarer Camilla Nørup Sørensen.

Siden starten af året har godstog fra Kina igen kunnet krydse grænsen til Nordkorea, mens der sidste måned blev afholdt en stor militærparade, hvor tusindvis af mennesker var samlet.

- Man var jo begyndt at åbne en smule op, blandt andet i erkendelsen af, at man havde brug for at få varer ind i landet, siger hun.

- Men det, mener man nu, har ført til, at smitten er kommet ind over landets grænser, så jeg tror, at man vil vende tilbage til den mere ekstreme nedlukning, som man også ser for eksempel i Kina, så længe det kan opretholdes.

Spørgsmålet er, om en hård nedlukning kan vare ved i landet, der allerede er økonomisk hårdt trængt af internationale sanktioner og flere års dårlig høst.

Cheong Seong-chang, direktør for Center for Nordkoreanske Studier ved Sejong Institute i Sydkorea, vurderer over for New York Times, at landet kan stå over for en "alvorlig fødevarekrise", hvis udbruddet ikke kommer under kontrol.

Tårevædet undskyldning

Også Camilla Nørup Sørensen mener, at udviklingen i landet lægger et tungt pres på Kim Jong Un.

Han har nemlig gjort det til en af sine mærkesager at levere økonomisk fremgang og bedre levevilkår til den fattige befolkning.

Et løfte, han ikke indtil videre har kunnet følge til dørs, vurderer hun.

Den nordkoreanske leder, der ellers ikke er kendt for at vise hverken svaghed eller følelser for rullende kameraer, har derfor direkte undskyldt over for landets befolkning.

Det skete i en sjælden, tårevædet tale under en militærparade i oktober 2020.

- Vores folk har udvist en tillid så høj som himlen og så dyb som havet til mig, men jeg har ikke altid formået at leve op til den på tilfredsstillende vis, sagde Kim Jong Un ifølge The Guardian og beklagede de udfordringer, landets befolkning har været igennem under hans lederskab.

Og det er i det lys, man skal se den seneste udmelding, forklarer Camilla Nørup Sørensen.

- Nordkorea står i en desperat situation, og den officielle melding om, at der nu er registreret et smitteudbrud, kan være en måde at åbne op for en dialog med det internationale samfund og WHO, siger hun.