'Et sundt skridt fremad': USA og Iran vil bryde tre års dødvande i atomforhandlinger

De to parter vil begynde indirekte forhandlinger i Østrig i næste uge.

En atomreaktor i Arak i Iran (arkivfoto). (Foto: Wana News Agency © Scanpix)

De vil stadig ikke være i samme rum.

Men i det mindste tilkendegiver både USA og Iran nu, at de er villige til at genoptage forhandlinger om Irans atomprogram. Det sker næsten tre år efter, at den tidligere præsident Donald Trump trak USA ud af den internationale aftale om Irans atomprogram.

Parterne siger, at indirekte forhandlinger med andre lande som mellemmænd vil begynde i Østrigs hovedstad Wien i næste uge.

En talsmand for det amerikanske udenrigsministerium Ned Price kalder forhandlingerne for "et sundt skridt fremad".

- Det er stadig tidligt i forløbet, og vi forventer ingen øjeblikkelige gennembrud, da der venter svære diskussioner, siger Ned Price ifølge nyhedsbureauet AP.

Sanktioner skiller parter

Den iranske udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, understreger i et tweet, at der endnu ikke er nogen planer om direkte forhandlinger mellem Iran og USA.

Han mener, at målet for de kommende samtaler i Wien er at hæve sanktioner mod Iran. Herefter kan landet gå i gang med at fjerne de foranstaltninger, man har truffet, siden USA forlod aftalen, skriver han.

Dermed sætter Zarif fingeren på den tvist, som hidtil har forhindret USA i at træde ind i atomaftalen fra 2015 igen - selvom præsidenten nu hedder Joe Biden.

Iran siger, at eftersom det var USA, som trak sig fra aftalen, må det nødvendigvis være USA, der skal slutte sig til den igen. Det vil sige, at Biden skal fjerne de sanktioner, som Trump indførte mod Iran efter udtrædelsen.

USA mener til gengæld, at Iran skal holde op med at bryde atomaftalen, før det kan komme på tale at vende tilbage.

Samtidig er præsident Biden under pres fra Kongressen for at aftalen skal udvides, så den også kommer til at omfatte Irans missilprogram og støtte til terrorgrupper.

Lyt til P1-programmet 'Verden ifølge Gram' om de strandede atomforhandlinger med Iran:

Biden sad med ved bordet

Joe Biden kender atomaftalen med Iran bedre end de fleste.

Som vicepræsident var han med til at forhandle aftalen på plads. Og han stod et skridt fra podiet, da præsident Barack Obama i juli 2015 annoncerede, at man var nået til enighed.

Vicepræsident Joe Biden fik lov at komme med på de historiske tv-billeder, da præsident Obama annoncerede atomaftalen med Iran. (Foto: pool © Scanpix)

Meget forenklet kan aftalen mellem Iran og USA, Kina, Frankrig, Tyskland, Rusland, Storbritannien samt EU beskrives som en byttehandel.

Iranerne skulle rulle hovedparten af landets atomprogram tilbage under opsyn af FN-observatører. Skete det, ville de hårde internationale sanktioner mod Iran blive hævet.

Iran overholdt aftalen indtil juli 2019 på trods af Trumps udmeldelse og nye sanktioner.

Så brød landet for første gang grænseværdierne i atomaftalen. Lige siden har iranerne brudt stadig flere af landets forpligtelser i aftalen.

Skarp deadline

En EU-talsmand siger ifølge Reuters, at man håber på at få USA og Irans synspunkter til at nå hinanden på under to måneder.

Den skarpe deadline kan hænge sammen med, at der er valg i Iran i juni. Her kan den nuværende, relativt moderate præsident, Hassan Rouhani, ikke genopstille.

Analytikere og diplomater regner med, at en mere konservativ - og dermed måske mindre forhandlingsvillig - kandidat vil overtage posten.

Iran befinder sig i en dyb økonomiske krise, der i høj grad skyldes den isolation, som præsident Trumps sanktioner påførte landet.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk