EU åbner for klima-toldmur: Handelskrig mellem 'grønne' og 'sorte' lande kan opstå

CO2-told omkring EU vil nedbringe udledningen af drivhusgasser i Asien, siger eksperter.

I dag er den CO2, der bliver udledt på en fabrik i Kina, gratis for os forbrugere, når vi køber varerne her i EU. Men det skal der laves om på, mener kommissionen. (Foto: JASON LEE © Scanpix)

Når vi hvert år køber tusindvis af ting og sager i Kina via e-handel, så koster selve CO2-udledningen fra produktionen på de store kinesiske fabrikker stort set ingenting.

Det kan dog meget snart ændre sig.

EU-Kommissionen vil nemlig indføre CO2-told for varer, der kommer fra lande, hvor der ikke stilles skrappe krav til klimavenlig produktion.

Efter flere års fransk pres åbnede kommissionsformand Ursula von der Leyen døren på klem for det i juli, og tirsdag ventes den nye klimakommissær, Franz Timmermann, at gentage kravet under sin eksamen i Europaparlamentet.

Ifølge fortalerne vil en CO2-told tilskynde fodslæbende lande til at deltage i det internationale klimasamarbejde. Og så vil det beskytte konkurrenceevnen i de lande, der går forrest med reduktion af udledningerne.

Ekspert: Den bedste mulighed

Miljø-økonomisk vismand Lars Gårn Hansen fra Københavns Universitet kalder CO2-told i EU for "den bedste mulighed, vi har på hylden".

- Den ene effekt er, at man undgår, at CO2-holdig produktion i EU flytter til udlandet. Den anden effekt er, at producenter i udlandet bliver tilskyndet til at reducere deres udledning, siger han.

I grafikken nedenfor kan du se, at lidt over en fjerdedel af den CO2, en dansker udleder hvert år, kommer fra alle de ting og sager, vi køber - for eksempel elektronik, biler og tøj som produceres i Asien:

Vismanden påpeger dog, at det kan være svært i praksis at måle CO2-indholdet i en importeret vare, fordi det kræver viden om den anvendte teknologi i hele processen med produktion og transport af varen.

Derudover er et af de store problemer med klimaindsatsen, at det er et globalt problem - så det hjælper ikke frygteligt meget, hvis kun EU gør en indsats, lyder det.

- Det er helt afgørende, at Asien kommer med. De står for den største del af udledningerne af CO2. Så det vil være et skridt i den rigtige retning, men det bedste ville være at få de asiatiske lande med i nogle forpligtende aftaler, siger Lars Gårn Hansen.

Risiko for handelskrig

Men så er der også en forøget risiko for, at en CO2-told i EU kan starte en handelskrig.

- Når vi gør noget ved vores handelspolitik, er der risiko for, at dem, vi handler med, også gør noget. De forholder sig ikke bare passivt, de vil reagere. For de synes ikke, at told er sjovt, siger Lars Gårn Hansen.

I Dansk Industri er de også bekymrede for, at andre lande vil opfatte CO2-tolden som en uretfærdig handelshindring.

- Hvis det indføres, så vil omverdenen, USA og Kina, reagere på det og svare igen med repressalier, der kan ramme os hårdt, siger underdirektør Peter Thagesen.

Alligevel vil han ikke afvisen en CO2-told.

- Ideen blev for få år siden anset som komplet urealistisk at gennemføre, men i dag er vi et sted, hvor vi begynder at have sympati for det og gerne vil i dialog for at gennemføre det i praksis, siger Peter Thagesen.

Se en video herunder, hvor vi følger efterlønsmodtager Ib Johansen handle værktøj fra et asiatisk land i det lokale Biltema-varehus i Glostrup:

I Europa-Parlamentet får en ny CO2-told opbakning både fra højre og venstre.

- Jo hurtigere vi får den indført, jo hurtigere kommer vi i gang med at speede op for ægte CO2-begrænsninger, siger SF's parlamentariker Margrethe Auken:

- Tolden kan modvirke det problem, at man outsourcer CO2-tunge produktioner fra sit eget land, og så ser man så fin ud, når man skal vise regnskabet for de andre, siger hun.

Også De Konservatives EU-parlamentariker Pernille Weiss er positiv, men med forbehold.

- Jeg synes, det er et meget fornuftigt værktøj at gribe til, men det er også kompliceret at få gang i. Det skal passe ind i WTO (verdenshandelsorganisation, red.), så vi også kan undgå en handelskrig, siger hun.