EU-Kommissionen vil fredag præsentere retningslinjer for, hvordan man kan udføre helbredsscreeninger på grænser mellem EU-lande under det aktuelle udbrud af coronavirus.
Meldingen fra formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, kommer, efter at Tjekkiet har sagt, at landet vil lukke dets grænser.
- Rejseforbud ses ikke af WHO som det mest effektive skridt, siger von der Leyen.
EU's kommissær for indre anliggender, Ylva Johansson, vil præsentere disse retningslinjer på et møde med EU-landene fredag.
Polen screener
Ud over Tjekkiet, som har varslet en reel grænselukning, har en håndfuld lande indført eller varslet mere eller mindre kontant kontrol. Polen har indført screening på grænsen.
Von der Leyen advarer mod, at EU-lande træffer foranstaltninger, der begrænser den fri bevægelighed. Det er bedre at koordinere dem i EU, mener hun.
- Det får altid en dominoeffekt, siger hun.
Hun siger, at hun har været i tæt kontakt med Tyskland og Frankrig om situationen, og de to store EU-lande er parat til at koordinere deres initiativer med EU.
/ritzau/