EU-diplomaters telegrammer hacket: Kritik af Trump og frygt for A-bomber på Krim

Over 1000 såkaldte "cables" er blevet hentet fra et af EU's IT-systemer, sandsynligvis af kinesiske hackere.

Mere end tusind diplomatiske telegrammer fra EU er blevet videregivet til amerikansk avis. (Foto: Stephanie Lecocq © Scanpix)

For nogle år siden var den såkaldte Cablegate årsag til røde ører, da hundredtusindvis af interne amerikanske diplomatiske telegrammer blev lækket af Wikileaks.

Her gav USA's udsendte deres uforbeholdne vurdering af internationale ledere, landes forhandlingsmandat og politiske situationer rundt omkring i verden.

Nu har EU fået sin egen udgave, om end i noget mindre målestok. Det skriver den amerikanske avis New York Times, som har fået overdraget 1.100 diplomatiske telegrammer - såkaldte cables - fra EU-systemet.

De er blevet leveret af det amerikanske sikkerhedsfirma Area 1, som drives af tidligere analytikere i det amerikanske efterretningsvæsen NSA.

Area 1 har angiveligt fundet telegrammerne på nettet. Vurderingen er, at de er blevet fremskaffet af kinesiske hackere med teknikker som den kinesiske hær er kendt for at bruge.

A-våben på Krim?

Mange af telegrammerne er rutinemæssige ugentlige opdateringer om ugens gang i dette eller hint land, referater af møder og samtaler, og opdateringer om forhandlinger.

Nogle er ubetydelige, andre mere følsomme. Det er for eksempel helt friske opdateringer om EU's bestræbelser på at holde linjen varm til Iran og sikre at det stadig vil overholde atomaftalen, trods at USA trak sig i maj.

Og det er talrige analyser af EU's udenrigspolitik og strategier, når det gælder for eksempel handel, terrorbekæmpelse, migration og udvidelse.

Helt konkret er der en diplomatisk analyse fra februar i år, hvor Krim-halvøen, som Rusland annekterede i 2014, beskrives som et "brændpunkt hvor der allerede kan være indsat atomsprænghoveder".

Endnu et telegram beskriver den amerikanske præsident, Donald Trumps, møde med den russiske præsident, Vladimir Putin, i sommer i Helsinki som "en succes (i det mindste for Putin)".

Kinesere trætte af Trumps "mobberi"

Et telegram refererer den kinesiske præsident, Xi Jinping, for at sammenligne hvad han kalder Trumps "mobning" af hans regering i forbindelse med handel, som en "fri form-boksekamp uden regler".

På samme møde skal den kinesiske præsident have understreget at Kina "ikke vil underkaste sig mobningen" fra USA "selv om handelskrigen vil skade alle".

Endnu en stak telegrammer beskæftiger sig med, hvordan EU skal indynde sig hos den amerikanske præsident med udgangspunkt i hans "negative attitude i begyndelsen, som har affødt en masse usikkerhed".

Det skal ske ved at holde sig til klare budskaber, blandt andet det, at USA konsekvent skal omtales som EU's vigtigste partner.

Det fremgår dog også at EU oftere skal gå via den amerikanske kongres for at få resultater, snarere end via Det Hvide Hus.

Cyprioter lod sig "spydfiske"

Ifølge New York Times har hackerne tilsyneladende haft adgang til et IT-system, hvor EU-diplomater i alle 28 landes telegrammer er tilgængelige.

Det gælder dog kun telegrammer med de laveste sikkerhedsklassifikationer. De, som har den højeste klassifikation, "tres secret", ligger i et andet IT-system.

Hackerne har ifølge avisen fået adgang via rutinemæssig "spear phishing" - spydsfiskning. Det er en hacking-metode, hvor udvalgte modtagere får en email, der ser ud til at være fra en, de stoler på, for eksempel deres chef.

Her kan for eksempel være et link, som de skal trykke på - gør de det, inficeres deres computer med en virus, der kan holde øje med deres tastetryk eller kopiere følsom information.

I denne sammenhæng var det en eller flere cypriotiske diplomater der bed på, og dermed kom til at lukke hackerne ind. Via det cypriotiske IT-system fik de adgang til koder, som tillod dem at læse med over skulderen på EU's diplomati.

Mange andre er blevet hacket

Ifølge britiske The Guardian undersøger EU nu sagen, men vil ikke kommentere nærmere.

Unionen er for øjeblikket ved at opgradere sine diplomatiske kommunikationssystemer.

Hackerne skal også have skaffet sig adgang til blandt andet FN's systemer i 2016, hvor Nordkorea gennemførte flere missil-prøveaffyringer.

I alt skal der være materiale fra mere end hundrede internationale myndigheder og institutioner, deriblandt den amerikanske fagbevægelse og udenrigs- og finansministerier i hele verden.

Facebook
Twitter