EU-dom: Virksomheder må gerne forbyde ansatte at bære tørklæde

Private virksomheder i hele EU må gerne forbyde deres medarbejdere at bære tørklæde og fyre dem, hvis de ikke retter ind. Det slår EU-domstolen fast.

EU-domstolens afgørelse er i linje med dansk Højesterets dom i den såkaldte Føtex-sag i 2005. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Muslimske kvinder i hele EU kan stadig risikere en fyreseddel, hvis ikke de hænger hovedtørklædet i garderoben, når de møder på arbejde.

EU's private virksomheder må nemlig gerne forbyde kvindelige ansatte at gå med tørklæde, ligesom de har ret til at fyre de ansatte, hvis de ikke overholder forbuddet. Det skal dog være begrundet i en klar politik om, at virksomheden skal fremstå religiøst neutral og være et generelt forbud mod religiøse, politiske eller filosofiske symboler.

Det slår EU-domstolen i dag fast i en længe ventet afgørelse.

Afgørelsen er truffet ud fra to sager om tørklæder fra henholdsvis Belgien og Frankrig.

I sagen fra Belgien henviste selskabet, som kvinden var blevet ansat ved, til, at det ifølge en uskreven regel var forbudt at bære synlige symboler på deres politiske, filosofiske eller religiøse overbevisning på arbejdspladsen. En uskreven regel, som senere blev indskrevet som en del af det interne regelsæt.

- Domstolen fastslår derfor, at et forbud mod at bære islamisk hovedtørklæde, der følger af en intern regel i en privat virksomhed, som forbyder personalet at bære synlige politisk, filosofiske eller religiøse symboler på arbejdspladsen, ikke udgør direkte forskelsbehandling på grund af religion eller tro omhandlet i direktivet, fremgår det af afgørelsen.

Domstolen skriver desuden, at det skal efterprøves, om virksomheden - uden en merudgift - kunne have tilbudt kvinden en anden stilling uden visuel kontakt til kunder.

I forlængelse af sagen fra Frankrig slår EU-domstolen dog fast, at en arbejdsgivers ønske om at tage hensyn til en kunde, som ikke vil tage imod ydelser fra en ansat iført tørklæde "ikke kan anses for at udgøre et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav".

Afgørelsen er i linje med en dom fra den danske Højesteret i 2005. Dengang afgjorde retten, at Føtex var i sin fulde ret til at nægte ansatte at bære tørklæder.

Facebook
Twitter