EU-domstolen slår fast: Nu skal fødevarer fra israelsk-besatte områder mærkes

Ifølge domstolen kan det vildlede forbrugerne, hvis der alene står 'Israel' på emballagen.

De israelske bosættelser møder modstand i EU. (Foto: Ronen Zvulun © Scanpix)

Det skal fremover stå tydeligt på emballagen, hvis en pose appelsiner, en bakke dadler eller andre fødevarer, der bliver solgt i et EU-land, stammer fra en af Israels bosættelser eller et af de besatte områder.

Det har EU-domstolen her til formiddag slået fast.

- Fødevarer fra områder, der er besat af staten Israel, skal være påført en angivelse af deres oprindelsesområde, lyder det blandt andet i dommen.

Det samme kommer til at gælde for fødevarer, der kommer fra en israelsk bosættelse.

Ifølge EU-domstolen kan det nemlig vildlede forbrugerne, hvis der alene står 'Israel' på emballagen, da disse områder er "i strid med reglerne i den humanitære folkeret".

Derfor skal EU-borgerne have mulighed for at fravælge dem "ud fra etiske betragtninger eller betragtninger, der vedrører overholdelsen af folkeretten".

Modstand mod bosættelser

Det er Frankrigs øverste domstol, der har bedt EU-domstolen tage stilling til fødevarer, der stammer fra Vestbredden, Golan-højderne og Østjerusalem.

Frankrig besluttede nemlig i 2016, at produkter fra de israelskbesatte områder skulle markeres. Det mødte dog modstand fra den jødiske organisation l'Organisation Juive Européenne samt vinproducenten Psagot, der har flere vingårde i områderne.

De israelske myndigheder er imod, at produkter fra de pågældende områder skal have en særlig markering. De har ifølge nyhedsbureauet AP betegnet det som både unfair og diskriminerende.

Både EU og resten af det internationale samfund har talt imod bosættelserne, som de mener er med til at underminere fredsprocessen mellem israelerne og palæstinenserne.

Og dommen møder opbakning fra SF's europaparlamentariker, Margrete Auken, der er næstformand i Europa-Parlamentets delegation for forbindelserne til Palæstina.

Hos det israelske udenrigsministerium møder dommen dog ingen begejstring. Her mener man, at det er en del "af en politisk kampagne mod Israel".

- Jeg vil arbejde sammen med europæiske udenrigsministre for at undgå, at denne dom, der er alvorligt fejlbehæftet, bliver implementeret, udtaler udenrigsminister Israel Katz.