EU efter nyt dødvande: Vi vil gerne have en aftale med briterne, men ikke for enhver pris

EU-landene skal forberede sig på, at der ikke kommer en frihandelsaftale med briterne, siger kommissionsformanden.

Kommissionsformand Ursula von der Leyen understreger, at EU stadigvæk går efter at lande en aftale med briterne om det fremtidige forhold. Men det bliver sværere og sværere, siger hun. (Foto: JOHN THYS © Scanpix)

Til nytår er Storbritannien endeligt ude af EU's indre marked.

Men selv om der er mindre end seks måneder til, er EU og den britiske regering ikke i nærheden af at blive enige om en frihandelsaftale, der skal fastsætte rammerne for deres samhandel efter brexit.

Og som det ser ud nu, står de så langt fra hinanden på en række afgørende punkter, at Danmark og de andre medlemslande for alvor bliver nødt til at forberede sig på, at forhandlingerne kan ende uden et resultat.

Det var budskabet fra Ursula von der Leyen, formand for Europa-Kommissionen, efter at Storbritannien og EU i dag afsluttede endnu en frugtesløs forhandlingsrunde.

- Jeg vil gerne sige det klart og tydeligt, at vi gerne vil have en aftale, og derfor arbejder vi også på højtryk for at opnå det. Men ikke for enhver pris, sagde hun på et pressemøde.

Hvis ikke der kommer en aftale, kan det eksempelvis betyde, at dansk bacon og smør vil blive pålagt told, inden det kan sælges i Storbritannien. Men det kan meget vel blive resultatet, sådan som forhandlingerne er nu.

- Vi står stadigvæk langt fra hinanden, understregede Ursula von der Leyen.

Forberede os på ethvert resultat

EU og Storbritannien har givet hinanden ind til årets udgang til at blive enige om rammerne for det nye forhold. I den periode følger briterne alle EU's regler og krav, som var de stadigvæk medlemmer af unionen.

Men ifølge kommissionsformanden er det først og fremmest spørgsmålet om adgangen til EU's indre marked, der skaber problemer.

EU kræver nemlig, at der skal være lige konkurrencevilkår for de britiske og europæiske virksomheder, hvis Storbritannien fortsat vil have fri og uhindret adgang til det indre marked. Det afviser den britiske regering, som vil have lov til at fastsætte sine kriterier, når det kommer til eksempelvis statsstøtte og miljøstandarder.

Men ifølge Ursula von der Leyen kommer EU-landene ikke til at gå med til en aftale, som kan skade det indre marked.

Derfor ser det også svært ud for forhandlingerne, der skal være færdige inden årets udgang. Den britiske regering har nemlig nægtet at forlænge overgangsperioden, som netop slutter den 31. januar.

- Derfor er vi også nødt til at forberede os på ethvert resultat, sagde hun.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, har afvist at forlænge forhandlingsperioden med EU. Men den tyske kansler, Angela Merkel, har gjort det klart for ham, at tyskerne ikke kommer Storbritannien til undsætning. (Foto: FABRIZIO BENSCH © Scanpix)

Ingen tysk redning

Meldingen kommer blot dagen efter, at den tyske kansler, Angela Merkel, kom med en lignende advarsel.

- EU bør og skal forberede sig på en situation, hvor der ikke kommer nogen aftale, sagde hun onsdag til de tyske parlamentarikere.

Det vil betyde, at EU og Storbritannien fremover skal handle på de standardvilkår, som Verdenshandelsorganisationen, WTO, har fastsat.

Og ifølge Ole Ryborg, der er DR’s EU-korrespondent, er der ikke blot tale om tomme trusler fra hverken EU’s eller kansler Merkels side. I forbindelse med skilsmisseforhandlingerne sidste år blev Storbritannien og EU enige om den såkaldte ’politisk erklæring’, der kort fortalt skitserer det forhold, de to parter går efter at få med hinanden efter brexit.

Her står der, at de vil have en frihandelsaftale, som er baseret på ”fælles spilleregler” og ”lige konkurrencevilkår”. Og den holder EU sig til, selvom den britiske regering med premierminister Boris Johnson i spidsen nu har valgt en anden kurs.

- Den tyske regering, der har EU-formandskabet i de kommende seks måneder, har gjort det lysende klart over for briterne, at den ikke kommer og redder forhandlingerne med et nyt kompromis. For kansler Merkel er det vigtigste, at EU-landene holder sammen, og at det indre marked bliver sikret, siger Ole Ryborg.

Det er David Frost (tv), der som Storbritanniens chefforhandler skal forsøge at lande en aftale med EU. Her står han sammen med Michel Barnier, der er chefforhandler for EU. (Foto: POOL New © Scanpix)

Forhandlingerne mellem EU og Storbritannien fortsætter sommeren ud. Og ifølge den britiske chefforhandler, David Frost, vil briterne fortsat ”arbejde hårdt for at nå frem til en indledende forståelse af de principper”, der skal udgøre fundamentet under en nye aftale.

- Forhandlingerne (i denne uge, red.) har været omfattende og brugbare. Men de har også understreget de markante forskelle, der stadigvæk er mellem os på en række vigtige områder, udtalte han efter dagens forhandlinger i en pressemeddelelse.

I Tyskland er udenrigsminister Heiko Maas dog mindre imponeret af brexit-forhandlingerne og af den britiske tilgang til forhandlingerne.

- Jeg ved ikke, om man overhovedet kan karakterisere det som forhandlinger, sagde Maas tidligere i dag til en gruppe journalister fra Bruxelles.

Facebook
Twitter