EU får endelig Nobels Fredspris

EU har flere gange været favorit til at få Nobels Fredspris, men først i år har Nobelkomiteen besluttet, at prisen skal gå til den europæiske union.

EU får i år Nobels Fredspris (Foto: Georges Gobet © Scanpix)

Nobels Fredspris 2012 går til EU for mange års arbejde på at forene Europa, og beslutningen skal ses som moralsk støtte i en krisetid.

"Den Europæiske Union har igennem 60 år skabt stabilitet, fred og sikkerhed i Europa siden Anden Verdenskrig og styrket menneskerettighederne i Europa.

Ved at knytte Tyskland og Frankrig ind i et samarbejde er fred mellem de to lande blevet sikret efter mange års konflikter.

Favorit flere gange

EU har med sin udvidelse med østeuropæiske lande yderligere styrket demokrati og menneskerettigheder på kontinentet, hedder det i Nobelkomiteens begrundelse", sagde Nobelkomiteens formand, Thorbjørn Jagland ved offentliggørelsen.

Tidligere i dag sagde han, at det ikke var særlig kompliceret at komme frem til vinderen, fordi komiteen var helt enig.

EU har flere gange været favorit til Fredsprisen, men først i år lykkes det altså.

Ifølge Jagland gives prisen til EU både i historisk perspektiv, men også for at markere et nyt skridt i forsoningsprocessen ved at optage Kroatien og sætte Serbien på observationslisten.

- Det er ikke mange år siden, at disse mennesker slagtede hinanden på Balkan, sagde Thorbjørn Jagland.

Facebook
Twitter