EU fordømmer kidnapning af Malis præsident og premierminister

En regeringsrokade i Mali har skabt utilfredshed hos militæret, der tog magten i det vestafrikanske land i august.

Her bliver præsident Bah Ndaw taget i ed som Malis nye præsident den 25. september sidste år. (Foto: MICHELE CATTANI © Scanpix)

- Vi fordømmer det, der er sket i Mali i de seneste timer – kidnapningen af præsidenten og premierministeren.

Sådan lød det i nat fra formanden for det Europæiske Råd, Charles Michel, efter der i går kom meldinger om, at Malis præsident, premierminister og forsvarsminister var blevet anholdt udenfor landets hovedstad Bamako og ført til en militærbase.

Det oplyste en lang række kilder i Malis regering og militær samt diplomatiske kilder til nyhedsbureauerne Reuters og AFP mandag aften.

Regeringsrokade skabte militær utilfredshed

Præsident Bah Ndaw og premierminister Moctar Ouane er ellers del af den midlertidige regering, der i august fik til at opgave at stå for den 18 måneder lange overgang til civilt styre, efter militæret tog magten i Mali ved et militærkup.

Ifølge Ritzau er anholdelserne sket, efter at der tidligere mandag fandt en regeringsrokade sted, hvor to personer, der deltog i militærkuppet, fik frataget deres politiske poster.

Udskiftningen skete, efter der havde været kritik af militærets rolle i Malis politik.

Ved mandagens rokade blev der præsenteret en regering bestående af 25 ministre. I den nye regering beholder militæret de ministerposter, som de hidtil har haft, heriblandt kupleder Assimi Goïtas post som vicepræsident, og Bah N'Daws, som er pensioneret officer, post som midlertidig præsident.

Men to kupledere - tidligere forsvarsminister Sadio Camara og tidligere sikkerhedsminister oberst Modibo Kone - blev skiftet ud.

Netop det kan være årsagen til, at præsident Bah N’Daw og premierminister Moctar Ouane er tilbageholdt, skriver Ritzau. Det siger en højtstående tidligere regeringsembedsmand i Mali til nyhedsbureauet Reuters.

- Afskedigelserne af to af de bærende kræfter i kuppet var en enorm fejlbedømmelse. Handlingerne er sandsynligvis rettet mod at få dem tilbage i deres stillinger, siger personen, der ikke ønsker sit navn oplyst.

Ifølge The Guardian havde den midlertidige regering for en måned siden lovet, at der ville blive afholdt demokratiske valg i februar 2022.

(© DR Nyheder)

FN kræver umiddelbar løsladelse

Det er ikke første gang, at Mali oplever et militærkup. Også i 2012 blev landets daværende præsident, Amadou Toumani Touré, tvunget af posten ved et kup, som startede på netop den militærbase, hvor landet nuværende ledelse i skrivende stund tilsyneladende bliver tilbageholdt.

Udover EU har også FN på det skarpeste opfordret Malis militær til at frigive de anholdte politikere. På Twitter skriver FN’s mission i Mali:

- Vi følger begivenhederne tæt og forbliver forpligtet til at støtte overgangen (til civilt styre, red.). Vi opfordrer til ro og kræver den umiddelbare og ubetingede løsladelse af præsidenten og premierministeren. Dem, der tilbageholder dem, vil bliver stillet til ansvar, lød det blandt andet fra missionen Minusma på Twitter.

FN's generalsekretær Antonio Guterres har på Twitter også opfordret Malis militær til at løslade de civile.

Samtidig forlanger Det Vestafrikanske Økonomiske Fællesskab (Ecowas), Storbritannien og USA i en fællesudtalelse med EU og FN, at de tre politikere "omgående" bliver løsladt.

FacebookTwitter