EU forlænger sanktioner mod Rusland

EUs udenrigsministre beslutter at forlænge sanktionerne mod Rusland, så de fortsætter ind i det nye år.

EUs økonomiske sanktioner mod Rusland bliver forlænget yderligere et halvt år, så de fortsætter frem til udgangen af januar næste år.

Det har EUs udenrigsministre besluttet på et møde i Luxembourg mandag. Beslutningen var af ren formel karakter, da EU-ambassadørerne allerede i sidste uge traf principbeslutning om forlængelsen.

Det var ventet, at sanktionerne ville blive forlænget.

Ved et topmøde i marts besluttede EUs stats- og regeringschefer nemlig at koble de økonomiske sanktioner til kravet om en fuld gennemførelse af Minsk-fredsaftalen om våbenhvile i Østukraine.

Krim udløste sanktioner

EU indførte i marts 2014 de første sanktioner mod Rusland på grund af konflikten i Ukraine og Ruslands annektering halvøen Krim. Sidenhen er der løbende kommer flere sanktioner til.

De første sanktioner omfattede indrejseforbud og indefrysning af midler tilhørende folk, som ifølge EU bærer et medansvar for den russiske politik over for Ukraine.

I juli sidste år indførte EU så de økonomiske sanktioner, der nu bliver forlænget.

Klar til at skærpe yderligere

De blev oprindeligt rettet mod Ruslands vigtige energi-, forsvars- og finanssektor. Løbende er kredsen af personer, virksomheder og organisationer, der er ramt af sanktionerne, blevet udvidet.

USA har også indført sanktioner mod Rusland.

Og hvis volden i Ukraine optrappes yderligere, er EUs stats- og regeringschefer klar til at igen at skærpe sanktionerne over for Rusland. Det erklærede de på G7-topmødet i Elmau i Tyskland tidligere i juni.

/ritzau/

Facebook
Twitter