EU-formand: Briterne skal ikke behandles som andenrangs-politikere

Efter brexit-udskydelsen skal briterne igen vælge politikere til Europa-Parlamentet.

Formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, advarer imod, at man behandler briterne som andenrangsmedlemmer i EU efter europaparlamentsvalget. (Foto: Vincent kessler © Scanpix)

Det kan godt være, at det langt fra er alle i Europa-Parlamentet, der er lige begejstrede for, at briterne efter alt at dømme skal stemme til europaparlamentsvalget i næste måned, selvom de er på vej ud af EU.

Det betyder dog ikke, at man så må behandle de 73 britiske politikere, som bliver valgt ind i Europa-Parlamentet, som andenrangsmedlemmer uden indflydelse.

Det var opfordringen fra formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, da han her til formiddag debatterede sidste uges brexit-topmøde med Europa-Parlamentet.

Her valgte man for anden gang at udskyde brexit-deadlinen, hvilket betyder, at Storbritannien senest skal forlade EU-samarbejdet den 31. oktober i år, og at briterne derfor også skal stemme til europaparlamentsvalget.

Efter valget skal alle de magtfulde udvalgs-, formands- og ordførerposter i Europa-Parlamentet fordeles mellem de nye medlemmer, og her er det ifølge Donald Tusk vigtigt, at de britiske parlamentarikere også kommer i spil.

- Storbritannien vil afholde valg til Europa-Parlamentet i næste måned, og det skal vi tage alvorligt. De britiske europaparlamentarikere kommer til at være her i adskillige måneder, måske endda endnu længere, og de vil være fuldgyldige medlemmer med de samme rettigheder og forpligtigelser som andre, lød det fra Donald Tusk.

Europa-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, og brexit-forkæmperen Nigel Farage deltog også i dagens debat. (Foto: Patrick Seeger © Scanpix)

Konstruktivt og ansvarligt

Inden sidste uges topmøde var især franskmændene bekymrede for, om briterne ville opføre sig ordentligt, hvis de fik lov til at udskyde brexit-deadlinen.

- Hvilke beslutninger ønsker de at påvirke? Fra EU's side har vi store ambitioner for projektet, og der er reformer på bordet, som vi ønsker at holde fast i, lød det fra den franske europaminister, Amélie de Montchalin.

Men ifølge Donald Tusk er der intet, der tyder på, at det bliver tilfældet.

- Storbritannien har opført sig meget konstruktivt og ansvarligt, og der er ingen grund til at tro på, at det skulle ændre sig, sagde han og understregede, at den nye brexit-udskydelse er at foretrække frem for et 'hårdt brexit' uden nogen skilsmisseaftale.

- Alle er udmattede af brexit. Det er jeg også, og det er forståeligt. Men det er ikke en undskyldning for at få det hurtigt overstået, sagde han.

Frygter for sammenhold i EU

Det mødte opbakning fra Jean-Claude Juncker, der er formand for Europa-Kommissionen.

- Vi er klar til et 'no deal'-brexit, men vi har intet at vinde ved så stor en forstyrrelse. De eneste, det vil gavne, er dem, der hader internationalt samarbejde, og som ønsker at underminere den globale orden, sagde han.

Men det var ikke alle i Europa-Parlamentet, der var enige i den udlægning.

Ifølge den liberale Guy Verhofstadt, der har været Europa-Parlamentets koordinator under brexit-forhandlingerne, kan den nye brexit-udskydelse meget vel gå hen og ødelægge det sammenhold, der indtil nu har været blandt EU's institutioner i forhold til brexit.

EU's brexit-chefforhandler Guy Verhofstadt under en af de mange brexit-debatter i EU. (Foto: Vincent kessler)

- Jeg er imod brexit og at briterne forlader EU. Men jeg frygter, at beslutningen kan dræbe Europa, fordi vi fortsat skal bruge vores energi på at forhandle med britiske ledere som Boris Johnson og Jeremy Corbyn, der i deres hjerter foragter EU, fremfor at fokusere på reformer af EU, sagde han.

Det blev mødt med klapsalver fra kollegaen Nigel Farage, der i årtier har kæmpet for brexit.

Han havde helst set, at briterne ikke havde fået en forlængelse på topmødet i sidste uge, og han gør sig nu klar til endnu et europaparlamentsvalg med sit nye parti, The Brexit Party. Og han er overbevist om, at hans parti vil blive det største.

- For anden gang tryglede den britiske premierminister om en forlængelse af brexit. Det er ydmygende for os, at vi er sunket så dybt, sagde han.

Facebook
Twitter