EU frygter for hjemmearbejdspladserne: Skru ned for streaming-kvaliteten

Coronakrisen har sat internettet under pres.

Holger Frohnmeyer fra Berlin arbejder som millioner af andre europæere hjemmefra som følge af coronakrisen. (Foto: © FABRIZIO BENSCH, Scanpix)

Der er et ekstraordinært stort tryk på internettet i de her corona-dage, hvor millioner af europæere arbejder hjemmefra, og hvor mange får ventetiden til at gå med at streame film og tv-serier.

Derfor frygter EU’s kommissær for det indre marked, Thierry Breton, at hele den digitale infrastruktur ikke kan følge med, fordi der er så meget pres på.

Han opfordrer nu streamingtjenester, teleudbydere og almindelige mennesker til at skrue ned for billedkvaliteten, når det ikke er nødvendigt med HD-opløsning, så nettet ikke bliver overbelastet. På den måde kan man ifølge kommissæren sikre, at folk fortsat kan arbejde fra hjemmearbejdspladsen, så økonomien ikke går helt i stå.

- Vi har alle et fælles ansvar for at sikre, at internettet fungerer problemfrit under denne kamp mod virusudbredelsen, lyder det i en udtalelse fra kommissæren, der selv har været direktør for den franske telekoncern Orange.

Facebook har travlt

Meldingen kom i aftes, efter at Thierry Breton havde talt med Reed Hastings, der er administrerende direktør for Netflix, som har 130 millioner abonnenter på verdensplan.

En talsperson for streaminggiganten siger til CNN Business, at man bakker op om målsætningen, og at Netflix ”i mange år har fokuseret på at styrke netværkseffektiviteten”.

Det betyder blandt andet, at Netflix allerede i dag tilpasser streamingkvaliteten efter den netværkskapacitet, der er til rådighed.

EU-kommissæren og Netflix-direktøren skal tale sammen igen senere i dag.

Men Netflix er ikke den eneste it-gigant, der har travlt i disse dage. Facebook har ifølge administrerende direktør Mark Zuckerberg oplevet en ”stor stigning” i aktivitetsniveauet i de seneste dage.

Og i Storbritannien, hvor folk nu også bliver opfordret til at arbejde hjemmefra, har TalkTalk, der er en af de store internetudbydere, siden mandag haft et større pres på deres netværk.

Det samme har teleudbyderen Vodafone, som dog understreger over for BBC, at de godt kan følge med efterspørgslen.