EU har mistet tålmodigheden med briterne: 'Denne usikkerhed kan ikke vare ved'

I aftes stemte de britiske parlamentarikere igen nej til en aftale, og igen i aften stemmer de.

EU's brexit-chefforhandler, Michel Barnier, kan ikke se meningen med en forlængelse af brexit, med mindre den britiske regering kan fortælle klart, hvordan den kan få opbakning til skilsmisseaftalen. (Foto: Patrick Seeger © Scanpix)

Det nytter ikke noget at udskyde brexit til efter den 29. marts, hvis ikke de britiske politikere kan fortælle klart og tydeligt, hvad de rent faktisk kan blive enige om.

Det var budskabet fra EU-toppen, da brexit her til formiddag var på dagsordenen i Europa-Parlamentet i Strasbourg.

- Hvis brexit skal forlænges, skal vi have en troværdig berettigelse, som der skal redegøres for, lød det fra Melania-Gabriela Ciot, som er europaminister i Rumænien, der for tiden har formandskabet for EU.

- Det er dem, der skal fortælle os, hvad de ønsker med hensyn til vores fremtidige forbindelser. Der skal udstikkes en klar linje, og det forventer vi et svar på, tilføjede EU’s brexit-chefforhandler, Michel Barnier.

I går blev den skilsmisseaftale, som den britiske premierminister, Theresa May, sidste år indgik med EU, endnu engang nedstemt i det britiske parlament.

I aften skal de britiske parlamentarikere så tage stilling til, om de vil forlade EU med eller uden en aftale.

Hvis de beslutter sig for, at de vil forlade EU med en aftale, skal de så i morgen beslutte, om de vil udskyde brexit til efter den 29. marts, som ellers er den formelle deadline.

Debatten i Europa-Parlamentet fandt sted dagen efter, at de britiske politikere endnu engang havde sagt nej til premierminister Mays brexit-aftale. (Foto: Vincent kessler © Scanpix)

Aftalen bliver ikke genforhandlet

Det skal dog godkendes enstemmigt af stats- og regeringscheferne fra de resterende 27 EU-lande, og det vil i givet fald ske på EU-topmødet i næste uge.

Men hvad nytter det, når den britiske regering stadigvæk ikke kan samle et flertal for aftalen, lød spørgsmålet fra Michel Barnier. Han påpegede, at den nuværende skilsmisseaftale ikke kan genforhandles, selvom den nu to gange er blevet nedstemt i det britiske underhus.

- Der kommer ikke flere forsikringer eller fortolkninger. Vi kan ikke gå længere, påpegede han.

- Efter disse afstemninger er det op til den britiske regering at komme med et forhåbentligt positivt budskab om, hvordan den ønsker at komme videre, så man endelig kan samle et konstruktivt flertal om et forslag. Det er Det Forenede Kongeriges ansvar, sagde Michel Barnier og undersregede, at EU er klar til et 'no deal'-brexit, hvis det skulle komme dertil.

En lignende melding kom fra den belgiske europaparlamentariker Guy Verhofstadt, der har været Europa-Parlamentets koordinator under brexitforhandlingerne.

- Jeg er imod enhver form for forlængelse, hvis ikke det er baseret på en klar stillingtagen fra Underhuset, så vi er klar over, hvad de ønsker, sagde Guy Verhofstadt, der også er formand for den liberale Alde-gruppe i parlamentet, hvor både Venstre og De Radikale er medlemmer.

- I er nødt til at beslutte jer i London, for denne usikkerhed kan simpelthen ikke vare ved. Det duer hverken for os eller for jer, sagde han.

Farage: Vi er en torn i øjet på jer

Europa-Parlamentet skal også godkende brexitaftalen, før den i givet fald kan træde i kraft.

Men Manfred Weber, der er formand for den konservative EPP-gruppe, lagde heller ikke skjul på sin frustration over brexit-processen.

Han mener, at det overskygger vigtigere emner, såsom handelspolitik, forholdet til USA og Kina samt det kommende europaparlamentsvalg, som EU i stedet bør tage sig af.

- Vi kan ikke blive ved med at bruge plads og energi på London, lød det fra Manfred Weber.

Det budskab var den stærkt EU-kritiske Nigel Farage enig i.

Den britiske europaparlamentariker var en af hovedkræfter bag det britiske farvel til EU i 2016, og han ønsker med egne ord ”bare at komme ud” af unionen.

Britiske Nigel Farage har været en af bannerførerne for det britiske farvel til EU. (Foto: FREDERICK FLORIN © Scanpix)

- Vi har fået nok. Vi har set den snerrende vrede over for vores land fra Verhofstadt, og vi har oplevet en konstant strøm af fornærmelser fra Tusk (formanden for Det Europæiske Råd, red.). Vi vil ikke styres af jer, men af os selv, sagde han og advarede samtidig mod nye brexitforhandlinger mellem briterne og EU.

- Vi vil ikke spilde fire år mere af vores liv, og vi er bare en torn i øjet på jer, sagde Nigel Farage, der har siddet i Europa-Parlamentet siden 1999.

- Jeg håber meget, at det her bliver min næstsidste tale, og at jeg ikke vender tilbage i juli. Der er sikkert mange af jer, der vil dele den følelse, sagde han - og blev mødt af klapsalver fra flere af de fremmødte parlamentarikere.

Følg afstemningen LIVE i aften

Følg afstemningen her på dr.dk, når vi i aften sender direkte fra det britiske underhus kl. 19.45. Vært Johannes Langkilde guider igennem afstemningen og vores korrespondent i London, Kim Bildsøe Lassen, analyserer.

Facebook
Twitter