EU hiver Ungarn i retten for omstridt asyllov

I juni vedtog landet, at hjælp til asylansøgere skal koste op til ét års fængsel.

Ungarns premierminister Vitor Orbans stramme asylpolitik skal nu vurderes af EU-domstolen. (Foto: HANNIBAL HANSCHKE © Scanpix)

EU-Kommissionen sender nu Ungarns behandling af asylansøgere for EU-domstolen.

Beslutningen kommer, efter at kommissionen siden 2015 har forsøgt at få den ungarske regering til at bløde op for sin stramme asyllovgivning, som ifølge anklagerne er i strid med EU's lovgivning.

Men Ungarn har trods flere henvendelser fra EU ikke rettet op på forholdene, hvor asylansøgere sidder i transitcentre på ubestemt tid, og hvor de forhindres i at søge asyl.

Landet sender også asylansøgere retur til oprindelseslandet uden individuel asylbehandling.

Nu bliver det op til EU-domstolen at vurdere, om Kommissionen har ret, når den anklager Ungarn for at bryde tre forskellige direktiver.

Stop-Soros loven skal ændres

I samme omgang indleder EU-Kommissionen en ny sag mod Ungarn om en lovgivning, der blev vedtaget i juni i år.

Den såkaldte Stop-Soros-lovpakke gør det muligt at idømme fængselstraffe på op til et år til enkeltpersoner og organisationer, som hjælper migranter og flygtninge til at søge asyl eller opholdstilladelse i Ungarn.

Det, vurderer Kommissionen, er i strid med EU-traktater, EU-lovgivning og EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder.

I første omgang har EU-Kommissionen sendt et "varselsbrev", som Ungarn får to måneder til at svare på.

Fortsætter uenigheden, kan også denne sag ende for EU-domstolen.

Ungarn vil kæmpe imod

Den ungarske premierminister, Viktor Orbans, regering har med forskellige krasse midler arbejdet på at nedbringe antallet af asylansøgere, ligesom den nægter at indgå i en fordeling af migranter mellem EU-lande.

Ifølge statistikken er taktikken lykkedes. Imens Ungarn i 2015 modtog 177.135 asylansøgninger, var tallet sidste år faldet til 3.397, ifølge Den Internationale Migrationsorganisation.

I forgårs, da Financial Times skrev om det ventede juridiske skridt fra EU-Kommissionen, lovede den ungarske udenrigsminister, Peter Szijjarto, at kæmpe imod med næb og klør i retten.

- Bruxelles migrationspolitik har bragt Europa i fare. En af konsekvenserne er de 29 terroristangreb i Europa de seneste tre et halvt år, som blev begået af mennesker med indvandrerbaggrund, siger Peter Szijjarto.

Ngo'er roser kommissionen

Imens den ungarske regering holder på sit, er der til gengæld glæde hos ngo'en Helsinki-komiteen, som på grund af sit arbejde med at hjælpe flygtninge er truet af Stop-Soros-lovpakken.

- Nu hvor lovovertrædelsessagen er startet, bør EU-kommissionen hurtigt føre processen videre, så sagen kan blive afgjort af EU-domstolen hurtigst muligt, lyder det fra næstformand Márta Pardavi ifølge Politico.

Også Amnesty roser EU-Kommissionen for at gå i brechen for flygtninges rettigheder.

- Ved at udfordre en lovpakke, som skamløst bryder EU lovgivning om menneskerettigheder, har EU-kommissionen sendt en klar og umisforståelig besked om at Ungarns fremmedfjendske politik ikke vil blive tolereret, lyder det fra organisationen.

Facebook
Twitter