EU kommer med ultimatum: 12. april er absolut sidste chance for briterne

Det britiske parlament skal have godkendt skilsmisseaftalen med EU inden fredag i næste uge, hvis brexit skal udskydes yderligere.

Formanden for Europa-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, giver briterne indtil fredag i næste uge til at få godkendt den skilsmisseaftale, som tre gange er blevet nedstemt i det britiske underhus. (Foto: Emmanuel Dunand © Scanpix)

Hvis ikke det britiske parlament har godkendt skilsmisseaftalen med EU senest fredag i næste uge, så kommer der ikke nogen yderligere forlængelse af brexit.

Det var meldingen fra formanden for Europa-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, da brexit her til eftermiddag igen var på dagsordenen i Europa-Parlamentet.

- Den 12. april er den endelige deadline for, at Underhuset kan få godkendt udtrædelsesaftalen. Hvis ikke det er sket inden da, er det ikke muligt at give en yderligere kort forlængelse af brexit, lød det fra kommissionsformanden.

I går meddelte den britiske premierminister, Theresa May, at hun er klar til at bede EU-landene om endnu en udsættelse af brexit til den 22. maj.

Det skyldes, at hun nu vil forsøge at nå til enighed med oppositionspartiet Labour om en ny brexit-kurs, efter at den nuværende kurs gentagne gange er blevet afvist af blandt andet Labour og dele af hendes eget parti, De Konservative.

Senest i sidste uge, hvor aftalen blev nedstemt for tredje gang i Underhuset.

Hvis ikke de britiske politikere får godkendt aftalen, vil Storbritannien forlade EU-samarbejdet uden nogen overgangsaftale.

- Vi vil til det sidste arbejde på at undgå et 'no deal', lød det fra Jean-Claude Juncker, som understregede, at EU “ikke kommer til at smide et medlemsland ud.”

Briterne har stadig muligheden for selv at trække udmeldelsen tilbage. Derudover er der mulighed for at få en lang forlængelse, men det vil kræve, at briterne holder europaparlamentsvalg i maj.

Storbritanniens premierminister, Theresa May, vil endnu engang udskyde brexit. (Foto: POOL New © Scanpix)

Ekstra topmøde i næste uge

Briterne skulle egentlig have forladt EU den 29. marts i år, men den skæringsdato blev udskudt i sidste måned efter ønske fra den britiske premierminister.

Theresa May ville gerne have ekstra tid til at få godkendt den udskældte skilsmisseaftale, hun har indgået med EU, og derfor gav de resterende medlemslande hende to nye datoer:

Hvis hun kunne få vedtaget sin aftale inden den 31. marts, ville brexit blive udskudt til den 22. maj. Ellers skulle briterne forlade EU-samarbejdet uden en aftale den 12. april.

Alternativt kunne hun bede om en lang udsættelse, men det ville kræve, at briterne også afholder europaparlamentsvalg til maj.

Trods pres lykkedes det som sagt ikke Theresa May at få vedtaget sin skilsmisseaftale, og derfor skal briterne ifølge den nuværende plan forlade EU på fredag i næste uge.

Men nu vil Theresa May have udskudt brexit til den 22. maj – også selvom der endnu ikke er flertal for en aftale.

På onsdag i næste uge bliver der afholdt ekstraordinært EU-topmøde i Bruxelles, hvor de europæiske stats- og regeringschefer skal tage stilling til spørgsmålet.

En yderligere forlængelse kræver dog, at alle 27 medlemslande bliver enige om det.

I går udtalte den franske præsident, Emmanuel Macron, at EU "ikke må blive taget som gidsel" af brexit, og at en yderligere forlængelse "ikke sker per automatik".

S: Vi skal undgå 'hårdt brexit'

Den socialdemokratiske europaparlamentariker Jeppe Kofod har fulgt den seneste brexit-udvikling tæt, og tidligere på dagen deltog han på vegne af den socialdemokratiske S&D-gruppe i det møde, hvor Europa-Parlamentet diskuterede Theresa Mays seneste udmelding.

Han mener, at man for alt i i verden skal forsøge at undgå, at briterne forlader EU uden en aftale.

- Det vil være katastrofalt for både briterne og for os, siger han.

Han er enig i, at man skal udskyde brexit til den 22. maj, hvis Theresa May og Labour kan nå til enighed om en ny kurs i næste uge.

Men hvis ikke premierministeren har fundet en løsning der og alligevel beder om en udsættelse til eksempelvis slutningen af 2020, så bør man ifølge Jeppe Kofod bakke op om det.

- Det vil selvfølgelig være helt grotesk, at briterne så skal holde valg til Europa-Parlamentet, og det vil samtidig være en hån over for både de britiske vælgere og resten af Europa, at man endnu ikke har fundet en løsning. Men alternativet er et ’hårdt brexit’ uden nogen aftale, og det er meget værre for alle, siger han.

Facebook
Twitter