EU nærmer sig kriterier for at undgå hormonforstyrrende stoffer

Efter flere års venten er der kommet skub i forhandlingerne om hormonforstyrrende stoffer i EU.

Repræsentanter for EU-medlemslandene har stemt for et forslag fra EU-Kommissionen om, hvordan hormonforstyrrende stoffer i pesticider og biocider skal findes.

Dermed er man et skridt nærmere et egentligt europæisk system for at udpege hormonforstyrrende stoffer, siger Vytenis Andriukaitis, EU-kommissær for sundhed og fødevaresikkerhed.

Med vedtagelsen er det nu op til parlamentet og EU-Rådet endeligt at føre forslaget ud i livet.

Vedtages kriterierne, vil de gøre det muligt at tage skadelige pesticider eller biocider af markedet.

Pesticider bruges til at bekæmpe skadedyr på markerne. Biocider bruges til at bekæmpe uønskede organismer i vores hverdag, eksempelvis i creme, emballage eller træbeskyttelse.

Ifølge kommissionen ønsker man efterfølgende at udvide kriterierne til at gælde andre områder som legetøj, kosmetik og madindpakning, som på den måde også vil kunne reguleres.

Kriterierne, som medlemslandenes repræsentanter nu har sagt god for, bygger på Verdenssundhedsorganisationens (WHO) definitioner.

EU har længe haft meget lange vurderings- og voteringstider for hormonforstyrrende stoffer, fordi man siden 2013 har ventet på de klare kriterier for de hormonforstyrrende stoffer.

/ritzau/