EU og Storbritannien er enige efter forhandlinger - nu skal aftalen godkendes

Forholdet mellem EU-landene og Storbritannien kommer til at ændre sig markant efter nytår.

Efter langvarige forhandlinger har EU og Storbritannien nu indgået en række kompromiser. (Foto: Simone Cecilie Møller (Grafik))

EU-landene er blevet enige med Storbritannien om et udkast til en frihandels- og samarbejdsaftale, der skal fastsætte nogle af de overordnede spilleregler for deres nye forhold, som træder i kraft ved årsskiftet.

De er blandt andet blevet enige om, at der hverken skal pålægges told på de varer, de sælger til hinanden, eller indføres importkvoter, der kan begrænse samhandlen.

Ud over handel omhandler aftalen blandt andet fiskeri, sikkerhed, forskning og luftfart.

Meldingen om en aftale har ladet vente på sig hele dagen, og begge parter fremlægger aftalen med tilfredshed:

- Det var værd at kæmpe for den her aftale. Vi har nu en fair og balanceret aftale med Storbritannien. Den vil beskytte EU’s interesse, sikre fair konkurrence og levere forudsigelighed for vores fiskerisamfund. Europa kan komme videre, skriver formand for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen.

Også fra Downing Street i London og den britiske premierminister, Boris Johnson, er der begejstring.

- Alt det briterne blev lovet ved 2016-afstemningen og ved valget sidste år bliver opfyldt af denne her aftale. Vi har taget kontrollen tilbage over vores økonomi, vores grænser, love og fiskeri, lyder det i en meddelelse fra premierministeren, der har tweetet følgende:

Nu skal udkastet endeligt godkendes af Europa-Parlamentet, det britiske parlament og alle 27 medlemslande, som har muligheden for at nedlægge veto mod den.

Og selv hvis de alle nikker ja til aftalen, betyder det ikke, at alt nu forbliver som før brexit. Forholdet mellem EU og Storbritannien kommer til at ændre sig helt fundamentalt fra 1. januar 2021, hvor briterne forlader EU’s indre marked og toldunion og dermed tager det endegyldige skridt ud af det europæiske samarbejde.

Store handelsforhindringer forude

Herefter er det slut med at handle frit med briterne, og trods den nye aftale bliver det både dyrere og langt mere bureaukratisk og besværligt for parterne at handle med hinanden.

Alle varer skal nemlig kontrolleres, inden de kan få lov til at passere grænsen mellem EU og Storbritannien. Der skal blandt andet udfyldes eksporterklæringer på hver eneste af de millioner af varer, som Storbritannien og EU-landene sælger til hinanden.

Derudover skal en stor del af varerne fremover sikkerhedskontrolleres, inden de får lov til at krydse grænsen. Det skyldes, at britiske varer ikke længere per automatisk er godkendt til salg i EU-landene, når Storbritannien træder endegyldigt ud af det indre marked.

EU har nemlig særlige regler for miljø, sundhed og forbrugerbeskyttelse, som briterne ikke længere er forpligtet til at følge.

Fiskeri har været et af de store knaster ved forhandlingsbordet. For hvor meget må EU-landene eksempelvis fange i britiske farvande? (Foto: VICKIE FLORES)

Derfor skal man fra årsskiftet sikre sig, at der eksempelvis ikke bliver solgt britiske fødevarer med for mange tilsætningsstoffer eller medicin med ulovlige bivirkninger i Danmark eller et af de andre medlemslande.

Derudover er der tale om en smal aftale, og der er mange udeståender, som den nye aftale ikke tager stilling til. Et af dem er, hvordan samarbejdet mellem de finansielle sektorer, heriblandt bankerne, fremover skal reguleres.

Men nu er noget af fundamentet under det nye forhold mellem EU-medlemslandene og Storbritannien, som altså skal opbygges helt fra bunden, blevet lagt.

Nyheden om, at parterne er nået til enighed, bliver taget vel imod hos de to tidligere britiske premierministre, David Cameron og Theresa May, som begge har måttet forlade posten, efter briterne stemte "leave" for præcist fire og et halvt år siden.

- Det er en velkommen nyhed, at Storbritannien og EU er nået til enighed om betingelserne for en aftale, skriver Theresa May blandt andet.

Hos Dansk Industri ser man frem til, at der nu er lidt mere klarhed over handelsforholdet til briterne. Administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen, kalder det en "tidlig julegave".

- EU og Storbritannien har givet håndslag på at opretholde lige konkurrencevilkår. Derudover skal danske virksomheder ikke forbi en toldmur, og det kan også stadig lade sig gøre at sende medarbejdere til Storbritannien, siger DI-direktøren, der samtidig understreger, at handlen med briterne langt fra vil være så gnidningsfri som tidligere.

Danmarks Fiskeriforening ser til gengæld med bekymret mine på aftalen og forventer, at det vil blive et hårdt slag mod fiskeriet i Nord - og Vestjylland.

- Det ser ud til, at konsum-fiskeriet kommer til at betale en urimelig stor andel af prisen for adgang, og det kan blive ødelæggende for deres forretning, siger Svend-Erik Andersen, der er formand for Danmarks Fiskeriforening.

Strid om fisk og konkurrence

Den nye frihandels- og samarbejdsaftale er faldet på plads efter ni måneders intense og til tider højdramatiske og besværlige forhandlinger.

Og der har til det sidste været usikkerhed om, hvorvidt Storbritannien og EU-landene overhovedet kunne blive enige inden årsskiftet, som var deadlinen.

Det har især været frihandelsaftalen, der skabte problemer ved forhandlingsbordet. Briterne gik på den ene side efter en aftale, som kunne give dem bedst mulig adgang til det indre marked, men uden at de skulle underlægge sig hverken unionens regler eller EU-Domstolens afgørelser.

Danmark og de andre medlemslande krævede omvendt, at Storbritannien skulle følge EU’s regler og standarder, ikke mindst i forhold til fair konkurrence og arbejdstagerrettigheder, hvis de ville have stort set fri adgang til det indre marked efter årsskiftet.

Normalt tager det flere år for EU at blive enig med andre lande om frihandelsaftaler. Men den britiske regering ville kun bruge dette år på det. Og premierminister Boris Johnson har klart og tydeligt meddelt, at han ikke ville forlænge perioden med så meget som én dag – heller ikke hvis forhandlingerne gik i hårdknude og trak ud, hvilket de endte med at gøre.

Derudover er det lykkes EU og Storbritannien at nå til enighed om en fiskeriaftale, der skal sætte rammerne for fiskeriet i Nordsøen. Den del kommer til at have stor betydning for de danske fiskere, som henter omkring 40 procent af deres fangster i britisk farvand.

Udover frihandel og fiskeri fastsætter den nye aftale blandt andet også rammerne for, hvordan forskerne, luftfarten samt politiet og sikkerhedstjenesterne fremover skal samarbejde.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter