EU opfordrer til stop af våbensalg til Tyrkiet

Tyrkiets offensiv i Nordsyrien kan forværre situationen i Mellemøsten, mener EU's udenrigsministre.

Tyrkiet har i den seneste uge stået bag en større militæroffensiv i Nordsyrien. (Foto: OZAN KOSE © Scanpix)

EU-landene fordømmer enstemmigt den tyrkiske offensiv i det nordlige del af Syrien.

Samtidig mener de, at al våbeneksport til Tyrkiet skal stoppes, hvis der er en klar risiko for, at våbnene kan blive brugt i den igangværende konflikt.

Det er meldingen efter dagens udenrigsministermøde i Luxembourg.

- EU fordømmer Tyrkiets militæraktion, som i alvorlig grad er med til at underminere stabiliteten og sikkerheden i hele regionen. Det fører til flere civile lidelser, yderligere fordrivelser og er i alvorlig grad med til at forhindre adgang til humanitær hjælp, lyder det i konklusionen fra rådsmødet.

EU-landene opfordrer nu Tyrkiet til at stoppe kampene og trække sig ud af Syrien.

Derudover forpligter medlemslandene sig på "stærke nationale holdninger, hvad angår deres våbeneksport til Tyrkiet".

Hurtigere end forbud

Der er dog ikke tale om eksport-forbud, som et flertal i Folketinget ellers bakker op om.

Men ifølge EU's udenrigschef, Federica Mogherini, vil dagens beslutning føre til et stop af salg af våben til Tyrkiet.

- Denne mekanisme tillader, at man på nationalt niveau kan tage øjeblikkelige beslutninger, når det kommer til våbeneksport. Det er hurtigere på denne måde, siger hun.

I det seneste halvandet år har Danmark ikke eksporteret våben til Tyrkiet. Og den danske regering har meddelt, den ikke vil udstede nye våbeneksport-tilladelser til Tyrkiet.

- Den tekst, vi i dag har vedtaget, opfordrer EU-landene til at følge op på, hvad vi har gjort i Danmark, og det er jeg meget tilfreds med. Det var heller ikke givet, at der ville komme en så hård og restriktiv linje, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og understreger, at det har været "et dramatisk møde".

- På den måde sender EU et samlet og stærkt signal til Erdogan (den tyrkiske præsident, red.) og Tyrkiet om at stoppe de militære operationer, tilføjer han.

Den franske regering har meddelt, at den vil sætte alle fremtidige planer om salg af våben til Tyrkiet i bero som følge af konflikten. Det samme har en række andre lande.

- Det er godt, men jeg vil gerne have hele Europa med. Og med denne tekst er der en større chance for, at det kan lykkes, siger han.

Men kan du garantere med det, der er blevet vedtaget i dag, at der ikke er ét af de 28 EU-lande, der i næste uge udsteder nye eksporttilladelser for våben?

- Landene er forpligtet til at leve op til rådskonklusionen. Men det er en national kompetence, så EU kan ikke gå ind og forbyde landet at gøre det. Men den tekst, vi har fået, er den skarpeste tekst i forhold til hård og restriktiv våbenpolitik i forhold til Tyrkiet, siger Jeppe Kofod.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) mener, at tyrkerne skal trække sig ud af Syrien. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Syriske regeringshær rykket ind

Tyrkiske styrker iværksatte i sidste uge en række angreb i de kurdisk-kontrollerede områder i Syrien. Det skete, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, havde trukket de amerikanske styrker ud af området.

Ifølge den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, vil tyrkene skab en "sikkerhedszone" langs grænsen mellem Syrien og Tyrkiet og sørge for, at 3,6 millioner syriske flygtninge kan vende tilbage til Syrien.

Ifølge det tyrkiske styre udgør de kurdiske militser i området en sikkerhedstrussel mod Tyrkiet. Men den tyrkiske offensiv har mødt kritik, og ifølge FN er flere end 130.000 personer blevet fordrevet fra deres hjem i området.

Derudover er konflikten mellem de tyrkiske og de kurdiske styrker eskaleret. Og senest er den syriske regeringshær rykket ind i flere områder langs grænsen til Tyrkiet.

- Vi siger nu til Tyrkiet, at de skal stoppe deres militære operationer, trække sig ud af Syrien, og at der kun findes en diplomatisk og politisk løsning på den konflikt, siger Jeppe Kofod og tilføjer, at der er tale om et Nato-land, som nu bliver fordømt af EU.

- Det er en hård reaktion fra EU's side, og det er helt berettiget, når man ser på det, der foregår i øjeblikket, siger han.