EU overvejer at bruge det tunge skyts mod Ungarn og Orban

Artikel 7 er det tungeste våben, EU kan bruge mod et land, der bryder med retsstats-principperne.

(Arkiv) Ungarns premierminister, Viktor Orban, skal udføre et massivt lobyarbejde i Strasbourg for at undgå, at der bliver åbnet en Artikel 7-sag mod Ungarn. (Foto: Attila KISBENEDEK © Scanpix)

Ungarns egenrådige premierminister Viktor Orban er på dagsordenen ved dagens møde i Europa-Parlamentet. EU overvejer at åbne sag mod Ungarn for at bryde med de demokratiske spilleregler og undergrave retsstaten.

Derfor skal parlamentarikerne i Strasbourg diskutere, om EU skal åbne en såkaldt Artikel 7-sag mod Ungarn. Artikel 7 er det tungeste våben EU kan bruge mod et land, der bryder med retsstats-principperne, og det kan i sidste ende føre til, at Ungarn mister stemmeretten i Ministerrådet.

BLÅ BOG - VIKTOR ORBAN
  • 55 år - Født 31. maj 1963 i Székesfehérvár, Ungarn
  • Ungarns premierminister siden 2010
  • Ungarns premierminister 1998-2002
  • Leder af Fidész siden 1993
  • Medlem af parlamentet siden 1990
  • Medstifter af partiet Fidész i 1986
  • Gift med Aniko Levai siden 1986
  • Far til fem børn.

Og afstemningen bliver "en ren gyser" ifølge DR Nyheders EU-korrespondent, Karin Axelsson.

Situationen bliver åbenbart også betragtet med stor alvor i Ungarn, for regeringsleder Viktor Orban har meldt sin ankomst til Strasbourg.

Det er det hollandske parlamentsmedlem fra den grønne gruppe, Judith Sargentini, der i juni skrev rapporten om retstilstanden i Ungarn, som dagens debat tager sit udgangspunkt i. Derfor har talsmanden for den ungarske regering, Zoltán Kovács, ikke været sen til at miskreditere Sargentinis "heksejagt" på regeringen.

- Det er et desperat forsøg på vegne af venstreorienterede politikere, der forsøger at oprette en tribunal, siger Kovács.

Den ungarske regeringen har på eget initiativ offentliggjort et 109 sider langt informationsark med den mundrette titel: "Den ungarske regerings informationsblad om de spørgsmål, der rejses af forslag, hvori Rådet opfordres til at afgøre, jf. artikel 7, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union, tilstedeværelsen af en klar risiko for, at Ungarn alvorligt overtræder de værdier, som Unionen bygger på."

Stop Soros

Judith Sargentini fremhæver i sin rapport blandt meget andet, at Ungarn har indført love, der gør det sværere at arbejde som NGO i landet. Foranlediget af den amerikanske rigmand og filantrop George Soros, som er udvandret fra Ungarn, kaldte den ungarske regering lovpakken for "Stop Soros"-loven.

Den ungarske regering mener, at Soros direkte støtter muslimsk indvandring i landet.

STOP-SOROS LOVEN

Den ungarnske regering har kaldt lovpakken, som blev vedtaget 20. juni 2018 for "Stop Soros"-loven

Det skyldes, at den mener, at den amerikanske milliardær og filantrop George Soros, som er udvandret fra Ungarn, direkte støtter muslimsk indvandring til landet.

George Soros, som blandt andet har grundlagt et universitet i landet, afviser beskyldningerne.

Læs mere her om premierminister Viktor Orbans opgør med rigmanden.

Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty International Danmark, forklarer, at lovpakken har kriminaliseret meget af Amnestys arbejde. Derfor har NGO'en agiteret for, at parlamentarikerne stemmer for en Artikel 7-sag:

- Det er rigtigt vigtigt, at vi fra europæisk side viser, at Orban og andre, der er i gang med samme reformer, at det vil man ikke acceptere. Her går grænsen, siger Trine Christensen til DR Nyheder.

I konflikt med egen gruppe

Viktor Orbans parti er i Europa-Parlamentet medlem af den konservative gruppe, EPP. Dermed er hans parti og dets 14 medlemmer også en del af gruppens stemmegrundlag. Det har fået formanden for den konservative gruppe Manfred Weber til at lange ud efter Orbans politiske retning:

- Premierministeren (Viktor Orban, red.) er nødt til at søge andre kompromisser, hvis han vil have, at EPP-familien skal stemme mod at åbne en Artikel 7-sag, der kan fratage Ungarn deres EU-stemmeret. Europas fundamentale værdier skal respekteres af alle, siger Weber til EU-mediet Politico.

Manfred Weber er spidskandidat til at afløse Jean Claude Juncker som formand for EU-Kommissionen.

Debatten om en mulig Artikel 7-sag mod Ungarn kommer på ryggen af flere love og tiltag i Ungarn, som set gennem EU-briller er kontroversielle. Derfor indstillede Parlamentets borgerrettighedsudvalg tidligere på sommeren, at EU burde diskutere sanktioner mod Ungarn.

Orbans regering har blandt andet indskrænket den fri presse i landet, og EU-Kommissionen har siden 2015 forsøgt at få den ungarske regering til at bløde op for sin stramme asylpolitik, som ifølge anklagerne er i strid med EU's lovgivning.

Men Ungarn har trods flere henvendelser fra EU ikke rettet op på forholdene, hvor asylansøgere sidder i transitcentre på ubestemt tid, og hvor de forhindres i at søge asyl. Landet sender også asylansøgere retur til oprindelseslandet uden individuel asylbehandling.

Analyse: 'Det bliver en ren gyser'

DR Nyheders EU-Korrespondent, Karin Axelsson, svarer her på tre centrale spørgsmål omkring debatten og afstemningen i Europa-Parlamentet.

Hvordan ser opbakningen ud i parlamentet til den beslutning?

- Det bliver en ren gyser. Parlamentet anses generelt for ret liberalt, og mange medlemmer af Parlamentet har været sure over, at Kommissionen åbnede sag mod Polen og ikke Ungarn. Derfor har de taget sagen i egen hånd, for når medlemslandene og Kommissionen ikke har villet, har Parlamentet mulighed for selv at åbne en Artikel 7-sag. Men det kræver støtte fra 2/3 af parlamentet, siger Karin Axelsson.

Hvad er overvejelserne i den konservative gruppe?

- Orban sidder med vigtige 11 mandater, som man nødigt vil miste her op til Parlamentsvalget i maj. Overvejelsen er, om han er stærkt kort på udlændingespørgsmålet eller det modsatte. De seneste love i Ungarn er faldet mange for brystet. Man har indført fængselsstraf for at hjælpe illegale migranter og en ekstraskat på 25 procent på internationale NGO-er. En rød linje, som Orban var blevet advaret mod at krydse. Det har nu fået en ellers tro Orban-støtte, den østrigske kansler Kurz, til at anbefale sine partimedlemmer i parlamentet at stemme for at åbne sag mod Ungarn, siger Karin Axelsson.

Hvornår bliver det afgjort?

- Der er debat i dag, men selve afstemningen er først i morgen eftermiddag, så der er stadig et døgn for Orban og hans støtter til en massiv lobbyindsats – for bare det, at han kommer, viser, at det er enormt prestigetab for Ungarn at have en artikel 7 sag hængende over hovedet – hvilket automatisk også vil føre til et farvel til den store EPP-familie for hans parti. Så i første omgang arbejder Orbans folk på at få afstemningen udskudt, så de har mere tid at løbe på, siger Karin Axelsson.