EU ransager Fox og andre med sports-rettigheder

EU-Kommissionen efterforsker sag om karteldannelse om sportsrettigheder på tv.

Liverpool vandt i aftes 2-1 over manchester C og er videre i Champions League. EU undersøger nu, om der er karteldannelse, når det gælder sportsrettigheder på tv. (Foto: Rui Vieira © Scanpix)

EU's konkurrencemyndigheder har ransaget selskaber i flere EU-lande, som beskæftiger sig med transmissionsrettigheder for sportsbegivenheder.

Aktionen skyldes en mistanke om ulovlige kartelaftaler, oplyser EU-Kommissionen, som understreger, at et uanmeldt besøg ikke nødvendigvis betyder, at selskabet har gjort noget ulovligt.

Det var den britiske avis The Telegraph, der først oplyste, at en uanmeldt ransagning af tv-netværket Fox' kontorer i London var i gang.

Fox bekræftede i aftes oplysningen og meddeler, at selskabet samarbejder fuldt ud med efterforskerne fra EU.

Handel med rettigheder til at transmittere sportsbegivenheder er blevet en kæmpeforretning i blandt andet Europa og USA.

Tv-selskaber betaler milliarder af kroner for at sikre sig rettighederne til at vise kampe fra de største ligaer og dermed tiltrække flere seere.

/ritzau/