EU: Salg af EU-pas kan føre til kriminalitet og hvidvask

EU-Kommissionen er bekymret over, at nogle lande sælger statsborgerskab til investorer.

Den russiske oligark og virksomhedsboss Oleg Deripaska har købt et statsborgerskab i Cypern, og praksis advarer EU-Kommissionen mod. (Foto: Scanpix / Sergei Karpukhin /Scanpix © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Salg af EU-pas til rige udenlandske investorer åbner for kriminelles infiltrering, hvidvask og skattesnyd i unionen, lyder advarslen fra EU-Kommissionen.

Tre EU-lande - Bulgarien, Malta og Cypern - tilbyder statsborgerskaber for penge, uden krav om at køberen skal bo eller have anden særlig tilknytning til landet.

En del EU-lande har andre ordninger, hvor man kan få opholdstilladelse, hvis man investerer i landet.

De førstnævnte ordninger omtales populært som 'gyldne pas'. De andre som 'gyldne visa'.

Kan ikke forbyde ordninger

Begge dele er lovlige, men der kan ifølge kommissionen være problemer med, at folk kan købe sig til frit at rejse rundt i EU med tilhørende rettigheder.

- Vi kan ikke forbyde disse ordninger. Men omvendt kan vi heller ikke lade være med at gøre noget, siger EU's retskommissær, Vera Jourova.

Kommissionen kræver større kontrol med hvidvask af penge og større gennemsigtighed med de konkrete ordninger for salg af statsborgerskaber. Derfor skal en gruppe af eksperter fra medlemslandene nu vurdere, om ordningerne lever op til EU-lov.

Vera Jourova siger, at når 'disse lande sælger et statsborgerskab, så sælger de et EU-statsborgerskab'.

/ritzau/

Facebook
Twitter