EU-samarbejdet er smittet med corona, og lægerne skændes om behandlingen

Det indre marked blev det første alvorlige europæiske offer for corona og befinder sig lige nu på intensivafdelingen. Ingen kan sige, om det overlever.

Statsminister Mette Frederiksen (S) deltager i dag i sit fjerde EU-topmøde om coronakrisen. (Foto: Reinhard Krause © Scanpix)

Når EU's stats- og regeringschefer senere i dag mødes til deres fjerde videotopmøde om coronakrisen, vil de gøre det, de er allerbedst til. Ingenting.

Det er den økonomiske situation i Europa efter coronakrisen, som er i fokus, når statsminister Mette Frederiksen, kansler Angela Merkel, præsident Emmanuel Macron og de øvrige EU-ledere klokken 15.00 sætter sig foran deres webcams og gør klar til topmøde. Og der burde være rigeligt at tale om for EU-lederne.

Man skal i hvert tilfælde ikke læse mange aviser for at få et indtryk af, hvor alvorlig situationen er i Europa.

Den Internationale Valutafond (IMF) vurderer for eksempel, at de 19 lande i eurozonen alene i år vil se deres gæld vokse med 6.000 milliarder kroner, når de skal ud at låne penge for at klare sig gennem resten af året.

Så er der alle de EU-lande, som ikke er med i euroen. De skal også låne penge. For eksempel Danmark, der har behov for at låne 250 milliarder kroner i år.

Den Europæiske Centralbank (ECB) har kastet sig ind i kampen for at hjælpe eurolandene, så godt den kan. Centralbanken opkøber obligationer fra eurolandene for mere end 40 milliarder kroner – om dagen. Tanken er, at når ECB melder sig på markedet som opkøber af obligationer, er det med til at holde renterne nede.

Men effekten er begrænset. For selv om 40 procent af de værdipapirer, som ECB køber, er italienske, så går den italienske obligationsrente kun en vej – og det er op. Lige nu koster det Italien to procentpoint mere at låne penge, end det koster Tyskland. Og uden hjælp fra ECB ville forskellen formentlig være væsentlig større.

Kernen sat ud af kraft

Og det er ikke kun økonomien, hvor den står helt galt til i EU-samarbejdet. Kernen i EU-samarbejdet – det indre marked – er sat ud af kraft.

Det indre marked, som EU-ledere betragter som EU-samarbejdets kronjuvel – som unionens bankende hjerte – ligger på intensivafdelingen. Og ingen ved, om det indre marked nogensinde vågner igen.

Den frie bevægelighed for personer er sat ud af kraft. Og i bedste Viktor Orban-stil har land efter land indført grænsekontrol og grænser for den frie bevægelighed – uden at sætte nogen udløbsdato for, hvordan grænsekontrollen forsvinder igen. Ingen kan sige, om den frie bevægelighed for personer nogensinde vender tilbage.

Næstformand i Europa-Kommissionen Margrethe Vestager har justeret EU-reglerne om statsstøtte., foreløbigt frem til udgangen af året. Og indtil videre har den danske konkurrencekommissær håndteret 71 anmodninger om forskellige typer af statsstøtte, som er blevet aktuelle på grund af coronakrisen. Her bliver det interessant at se, hvordan Vestager vil genindføre normale statsstøtteregler i de kommende år, når coronaramte lande kæmper for at redde deres flyselskaber, bilfabrikker og andet fra døden.

Vil Margrethe Vestager så være den, som har det politiske mod til at ofre eksempelvis arbejdstagere i Fiats bilfabrikker eller stewardesser i Alitalia for at genindføre principperne om det indre marked og statsstøtte?

Konkurrencekommissær Margrethe Vestager (R) har sat EU's statsstøtteregler ud af kraft. Spørgsmålet er, hvornår hun vil genindføre dem igen. (Foto: JOHANNA GERON © Scanpix)

Uenighed om alvoren

Reglerne om budgetdisciplin i EU er også sat ud af kraft. Reglerne om, hvor store budgetunderskud EU-landene må have og hvor meget statsgæld er ligegyldige. Ingen følger dem, ingen taler om dem, og ingen har nogen plan for om – og i givet fald hvordan – de regler igen skal komme til at gælde.

Og selv når man ser på kernen af det mest centrale i det indre marked, nemlig den frie bevægelighed for varer, så er det også sendt på intensivafdelingen.

EU's sundskommissær, Stella Kyriakides, fortalte forleden, at hun var på vej til at sende 15 breve afsted med advarsler til forskellige EU-lande, som ikke overholder reglerne i det indre marked om fri bevægelighed for medicin og sundhedsudstyr.

Der var engang et indre marked for medicinsk udstyr. Det findes ikke i dag.

EU-lederne ved godt, at der er behov for at låne en del penge, for at landene klarer sig helskindet gennem året, og at det indre marked ikke fungerer for øjeblikket. Stats- og regeringscheferne kan også godt se, at det lige nu bliver stadigt dyrere for lande som Italien at låne penge.

Men det store ubesvarede spørgsmål er, hvor dyb den økonomiske krise egentlig bliver, og hvor lang tid den kommer til at vare. Det har EU-landene ikke noget fælles bud på.

Optimisterne håber, at økonomien hurtigt kommer i gang igen, når landene gradvist begynder at åbne op. Pessimisterne frygter, at coronakrisen allerede har skadet mange virksomheder så meget, at de simpelthen ikke vil være i stand til at overleve, og at krisen derfor bliver langvarig og meget dyb.

Ledere på forskellige planeter

Så længe EU-lederne ikke er enige om, hvor omfattende den økonomiske coronakrise bliver, er det også umuligt for stats- og regeringscheferne at blive bare tilnærmelsesvis enige om, hvilken medicin som er nødvendig for at helbrede det skrantende indre marked og den medtagne europæiske økonomi.

Forskellene i økonomiske løsningsforslag er så enorme, at man ikke skulle tro, at EU-lederne befandt sig på samme kontinent.

Holland åbner op for, at der skulle kunne etableres en særlig coronahjælp på op til 20 milliarder euro. 150 milliarder kroner. I en anden galakse, eller på en anden planet, findes den spanske premierminister, Pedro Sanchez, som ved topmødet vil foreslå, at EU-landene i fællesskab skal låne 1.500 milliarder euro – altså 75 gange så meget som Holland forestiller sig.

Og de penge skal så gives til de hårdest ramte lande som gaver, sådan at landene kan få gang i deres økonomi uden at blive totalt forgældede.

Hvis man bare tilnærmelsesvis har en tro på, at det hele nok skal gå, vil det være fuldstændig utænkeligt for en statsminister fra eksempelvis Danmark, Holland, Sverige eller Finland at overbevise et flertal i det nationale parlament om, at nu skal der lånes penge, som derefter skal foræres til for eksempel Italien og Spanien for at hjælpe landene på fode igen.

Hvis Italien til gengæld stod på randen af en statsbankerot med uoverskuelige konsekvenser til følge for hele EU-samarbejdet og særligt eurozonen, så ville en del EU-ledere pludselig være parate til at strække sig langt for at hjælpe.

Men EU-lederne har ikke nogen fælles analyse og opfattelse af, hvilken type af økonomisk krise EU-samarbejdet står overfor.

Gæld, gæld og mere gæld

Spanien har ikke argumenteret for, hvordan landet kom frem til, at det er lige præcis 1.500 milliarder euro, som er det afgørende beløb, der skal til for at løse den økonomiske krise for Europa, ligesom Holland ikke har præsenteret nogen detaljeret analyse for, hvorfor krisen blæser over så hurtigt, at problemerne ikke hovedsageligt kan løses med de økonomiske værktøjer, som eurolandene benyttede under finanskrisen.

EU-lederne er uenige om diagnosen, og derfor er det naturligvis umuligt for dem at enes om kuren, når de mødes torsdag eftermiddag.

Frem til i dag har EU-ledernes svar på finanskrisen været gæld, gæld og mere gæld. Eurolande, som er i vanskeligheder, har fået at vide, at de på favorable vilkår kan låne penge hos den Europæiske Stabilitets Mekanisme (ESM). Det er et særligt finansielt værktøj, som blev skabt under finanskrisen, og som frem for alt blev brugt til at skaffe lån til Grækenland, da landet var i så store vanskeligheder, at det ikke længere var i stand til at låne penge uden at skulle betale ågerrenter.

EU-landene har også foreslået, at de europæiske virksomheder i de kommende år skal kunne låne langt flere penge i Den Europæiske Investeringsbank (EIB). Og så har man, som noget helt nyt, besluttet, at Europa-Kommissionen skal kunne låne penge, som den så låner videre til EU-lande, der måtte ønske det.

Kravet er, at pengene fra de lån skal være øremærkede til at finansiere tiltag, der hjælper med at sikre, at arbejdstagere bliver på arbejdsmarkedet. Det vil sige forskellige typer af løntilskudsordninger.

Så den fælles EU-indsats går for øjeblikket ud på at hjælpe de hårdest pressede lande med at låne penge til en lavere rente, end landene selv ville kunne låne til.

EU-tiltagene ligner umiddelbart en håndsrækning til lande som Italien, hvor man allerede nu kan se, at renterne stiger, når den italienske stat vil låne penge. Men samtidig med, at EU-landene hjælper med billige lån, ser man samtidig de nordeuropæiske EU-lande foretage handlinger, der samtidig gør det dyrere for lande som Italien at låne penge.

Langt fra imponerende indsats

Sagen er at alle lande, fra Danmark og Sverige i nord til Italien og Spanien i syd, lige nu har store behov for at låne penge. Pengene lånes ved, at landene udsteder statsobligationer. Køberne af statsobligationer er banker, forsikringsselskaber, pensionskasser og så videre.

Når nu lande som Tyskland og Danmark øger deres salg af obligationer dramatisk, så oversvømmes markedet med obligationer. Og hvis eksempelvis en pensionskasse skal investere i statsobligationer, er der ingen tvivl om, at tyske og danske er et langt mere sikkert gældsbevis end obligationer fra pressede lande som Italien og Spanien.

Så Tyskland, Danmark og mange andre løber altså med en stor del af kunderne. Og når lande som Italien og Spanien efterfølgende skal lokke kunder til at købe deres obligationer, kan det kun ske ved at tilbyde højere renter. En udvikling, man ser allerede.

Set fra Sydeuropa er situationen den, at de nordeuropæiske EU-lande den ene dag vedtager forskellige ordninger, der skal hjælpe dem til at låne penge billigt til øremærkede formål som eksempelvis løntilskudsordninger. Men samtidig oversvømmer nordeuropæerne obligationsmarkedet, sådan at det bliver dyrere for sydeuropæerne at låne til alle de andre ting, de skal bruge penge til som for eksempel betaling af folkepension og løn til offentligt ansatte.

Set fra Sydeuropa er EU-samarbejdets hidtidige økonomiske hjælpeindsats med andre ord langt fra så imponerende, som Nordeuropa og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, gerne vil give indtryk af.

Her kan du se, hvordan corona-pandemien har slået bunden ud af den globale økonomi:

Bekymrede bilfabrikker

Mens EU-lederne forbereder deres fjerde coronatopmøde uden beslutninger om nye økonomiske tiltag, ser voksende dele af det europæiske erhvervsliv bekymret på, hvad det er for en fremtid, som venter dem, når samfundet gradvist skal genåbnes.

Et sted, hvor panderykerne er meget dybe, er hos de tyske bilfabrikker. De tre førende bilfabrikker, Volkswagen, BMW og Daimler-Benz, havde for nogle uger siden et telefonmøde med den tyske forbundskansler, Angela Merkel. Et af hovedpunkterne for bilfabrikkerne var at forklare den tyske kansler, at de ikke vil kunne starte deres produktion, hvis ikke Tyskland hjælper Sydeuropa i gang igen økonomisk.

Det er fint nok med økonomiske redningspakker, som skal redde tysk økonomi. Men tyske redningspakker i Tyskland redder ikke den tyske bilindustri.

Forklaringen ligger i den komplekse måde, som industriproduktion fungerer på. I dag er en bilfabrik egentlig ikke en fabrik. En bilfabrik er et samlebånd. Stedet, hvor man samler alle de forskellige dele, der ender med at blive en bil.

Hvis man piller en bil fra hinanden i atomer, består en bil med skruer og møtrikker, sædebetræk, bakspejle, lys, tandhjul af flere tusinde dele. Samlet set består en bil af cirka 30.000 dele. Hver del kommer fra en underleverandør. En bil, som samles i Tyskland, vil typisk bestå af bildele, der kommer fra hele verden.

Et af de vigtige budskaber fra Volkswagen, BMW og Daimler-Benz til forbundskansleren var, at det ikke ville være muligt at genåbne bilfabrikkerne i Tyskland, hvis ikke der igen kom gang i økonomien i Sydeuropa.

De tre bilfabrikker har tilsammen 20.000 underleverandører i Sydeuropa. Og hvis de underleverandører ikke leverer, så vil det ikke være muligt at holde bilfabrikkerne i eksempelvis Bayern kørende i mere end et par dage. Derefter vil bilfabrikkerne være nødt til at lukke ned igen. For man kan ikke samle en bil og sende den på markedet, hvis der for eksempel ikke er nogen bilradio, ikke noget bakspejl og ingen baglygter.

Så for de tyske bilfabrikker var budskabet til den tyske kansler enkelt. Krisen i Sydeuropa er en krise, som også rammer Tyskland, og hvis ikke Tyskland hjælper sydeuropæerne, kommer det også til at gøre ondt i Tyskland.

Den tyske bilindustri har sagt til kansler Merkel, at den har brug for, at de sydeuropæiske økonomier kommer på fode igen. (Foto: MATTHIAS RIETSCHEL © Scanpix)

Kan ramme grønne omstilling

Argumentet gælder også i en vis udstrækning i Danmark. Danmark eksporterer primært til andre EU-lande. Sidste år eksporterede danske virksomheder for mere end 650 milliarder kroner til kunder i andre EU-lande og Storbritannien. Det er mere end 60 procent af Danmarks samlede eksport.

Det er naturligvis ikke al eksport, der står til at blive ramt i samme omfang. Danmark eksporterer for eksempel en del fødevarer, og uanset hvor voldsom den økonomiske krise måtte være, må det forventes, at der stadig vil blive spist danske grise og danske mejeriprodukter.

Men Danmark har også andre vigtige eksportvarer som eksempelvis hele den grønne teknologi. Og hvis krisen griber om sig, vil det kunne betyde færre investeringer i grøn omstilling, og dermed mindre arbejde til en række danske virksomheder. Så en krise i syd vil med andre ord også have effekt i nord.

Når EU-lederne torsdag aften er færdige med deres møde, vil der ikke være meget nyt af nogen nytte til de mange virksomheder, som frygter for deres fremtid.

EU-lederne ventes ikke at vedtage noget som helst nyt, som kan gøre livet bedre for virksomheder, eller som kan rydde nogle af de mange usikkerheder af vejen.

Men EU-lederne vil dog bede EU-Kommissionen om at udarbejde en analyse af den økonomiske situation. Analysen kommer til at danne grundlag for de forslag, som Europa-Kommissionen ventes at fremlægge i den kommende tid. Muligvis allerede i næste uge – måske først den 6. maj.

Nordeuropa vil være skeptisk

Kommissionen skal præsentere to store økonomiske pakker. Et forslag til et nyt EU-budget, der skal gælde de kommende syv år, og et forslag til etablering af en europæisk genopretningsfond, som skal anvendes til at hjælpe med at genopbygge den europæiske økonomi efter coronakrisen.

Ser man på dagsordenen, så står der lige nu, at Europa-Kommissionen vil præsentere forslaget til et nyt EU-budget allerede onsdag i næste uge. Men det ville unægtelig se underligt ud, hvis Europa-Kommissionen vælger først at fremlægge et forslag til et nyt EU-budget for først i ugerne derefter at fremlægge en analyse af, hvordan den økonomiske situation ventes at blive.

Så med mindre Europa-Kommissionen allerede nu har en grydeklar analyse af situationen, bliver der næppe præsenteret nye redningsforslag allerede i næste uge. Når Europa-Kommissionen har dannet sig et overblik og en analyse af den økonomiske situation som venter EU-landene i den kommende tid, vil Kommissionen altså præsentere forslag til løsninger.

Det vil dog være naivt at tro, at en analyse fra Europa-Kommissionen pludselig vil kunne få EU-landene til at enes om en fælles europæisk corona-handlingsplan.

Man skal ikke have mange års erfaring som EU-spåmand for at forudse, at landene i Nordeuropa meget hurtigt vil konkludere, at de ikke deler Europa-Kommissionens analyse af den økonomiske situation. Sådan var det igen og igen under hele finanskrisen.

Europa-Kommissionen og Den Internationale Valutafond præsenterede analyser af, hvad der var i vente, og kom med forslag til, hvad der burde gøres. Men igen og igen kunne eurolandene kun enes om initiativer, der var langt mindre omfattende, end det analyserne tilsagde.

Resultatet blev en meget lang finanskrise, hvor EU-lederne igen og igen måtte mødes til krisetopmøder, hvor der igen og igen blev vedtaget nye tiltag, som fungerede i en kort periode, hvorefter krisen igen blussede op – og der igen måtte indkaldes til nye krisemøder med nye tiltag.

Statsminister Mette Frederiksen (S) kan gå en travl tid i møde, hvis ikke landene hurtigt bliver enige om løsninger. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Dyrt for Danmark

Erfaringerne fra finanskrisen er enkel. EU-lederne har ikke det politiske mod og de politiske muskler til at træffe beslutninger, før markedet har placeret dem i en situation, hvor det er dyrere ikke at agere, end det er at handle.

Hvis det ender med, at pessimisterne har ret, og det viser sig, at omfanget af den økonomiske del af coronakrisen er stor, er det dårligt nyt for Europas borgere og virksomheder.

For hvis der er noget, som er tydeligt allerede nu, så er det, at alle reaktionsmønstrene fra finanskrisen gentager sig, når EU's stats- og regeringschefer mødes. Så snart de har mulighed for det, gør de det, de er allerbedst til. Nemlig ingenting.

Eneste forskel er, at under finanskrisen var det de 19 eurolande, der konstant måtte mødes til krisemøder. Coronakrisen er ikke en eurokrise. Det er en krise, som rammer alle 27 EU-lande, og som skal løses af alle 27 EU-lande. Så hvor statsminister Helle Thorning-Schmidt kunne ånde lettet op og se sine kolleger fra eurolandene kæmpe sig gennem topmøde efter topmøde for at løse eurokrisen, bliver det anderledes for statsminister Mette Frederiksen.

Hun sidder med ved bordet ved alle møder – og hver gang en regning dukker op, vil det være forventningen, at Danmark er med til at betale Danmarks del.

Men i aften slipper statsministeren ”billigt”. I aften forventes Mette Frederiksen og hendes kolleger at gøre ingenting.

Teksten er justeret klokken 15.45: I den oprindelige tekst fremgik det, at konkurrencekommissæren har sat EU-reglerne om statsstøtte ud af kraft. Reglerne er blevet justeret, foreløbigt indtil udgangen af året.

FacebookTwitter