EU skal lede gruppe der skal løse konflikt i Venezuela

EU-Parlamentet har i dag anerkender oppositionsleder i Venezuela som præsident.

EU skal stå i spidsen for en international kontaktgruppe for at løse konflikten i Venezuela, fortalte EU's udenrigschef, Federica Mogherini. (Foto: Daniel Mihailescu © Scanpix)

EU skal stå i spidsen for en international kontaktgruppe med sydamerikanske lande for at hjælpe med at løse den politiske krise i Venezuela, oplyser EU's udenrigschef, Federica Mogherini.

Med i gruppen er repræsentanter fra Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Bolivia og Ecuador.

Planen er, at hvis der ikke er sket noget, inden der er gået 90 dage, vil man overveje at sanktionere den siddende regering med præsident Nicolas Maduro i spidsen yderligere.

- Formålet er at ledsage landet på en fredelig og demokratisk måde mod fredelige og demokratiske valg, siger Mogherini, efter et møde med EU's udenrigsministre i den rumænske hovedstad, Bukarest.

Spidset voldsomt til

Den politiske uro i Venezuela er spidset voldsomt til de seneste par uger. Det er særligt sket, efter at Juan Guaidó, der er formand for parlamentet, har udråbt sig selv til præsident.

Udmeldingen kommer samme dag, som Europa-Parlamentet har stemt for at anerkende Guaidó som præsident og opfordret EU-lande til at gøre det samme.

Maduro nægter at gå af og anklager Guaidó for at begå et kup. USA, EU og en række vestlige lande støtter Guaido og hans krav om et nyvalg.

Danmark har gennem udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) offentligt bakket op om Guaidó.

/ritzau/

Facebook
Twitter