EU tøver med at sende personale til Lesbos

EU-embedsmænd skal behandle asylansøgninger på Lesbos, men EU's asylbehandlere er bange for migranterne.

I mandags var der uro på EU-organisationen Easo's kontor i en migrantlejr på Lesbos. (Foto: © INTIME, Scanpix)

EU er bange for at sende embedsmænd til den græske ø Lesbos for at håndtere asylansøgere, fordi der er risiko for uro.

Det tyske magasin Der Spiegel citerer et internt dokument i Bruxelles for oplysningerne om, at det er bekymring for asylbehandlernes sikkerhed, der er problemet.

I mandags var der uro på EU-organisationen Easo's kontor i en migrantlejr på Lesbos.

Syriske asylansøgere protesterede over forholdene, og EU's personale måtte evakueres, skriver Reuters.

Containere på Easo's område blev stukket i brand, og der blev meldt om tilsvarende protester på naboøen Chios onsdag.

Der befinder sig omkring 16.000 migranter og asylansøgere på Lesbos, der er det, som EU kalder et "hot spot". Her er der etableret en lejr, hvor asylansøgere skal have deres sag behandlet.

Men Der Spiegel skriver, at EU tøver med at sende asyleksperter til øen, da sikkerhedssituationen er "yderst ustabil", som der står i det interne papir.

Det tyske nyhedsbureau dpa skriver, at de 16.000 asylansøgere på Lesbos er næsten dobbelt så mange, som der reelt er plads til.

Det får ind imellem blodet i kog og gør situationen besværlig for de ansatte i EU-organisationen Easo og også for private hjælpeorganisationer.

Dpa har lørdag spurgt EU-Kommissionen om sagen. Kommissionen siger, at sikkerhedsforholdene nu er skærpet hos Easo, og der er etableret nødudgange for de ansatte.

/ritzau/dpa