EU udskyder afgørende brexit-beslutning til næste uge

EU-lande er klar til at udskyde brexit, men kan endnu ikke sige, hvor lang udskyldelsen kan blive.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, havde håbet, at EU-landene i dag ville beslutte, om Storbritannien kan få endnu en brexit-udsættelse. (Foto: UK PARLIAMENTARY RECORDING UNIT © Scanpix)

Det bliver alligevel ikke i dag, at EU-landene kommer til at tage endelig stilling til Storbritanniens ønske om at udsætte brexit endnu engang.

Det står klart, efter at ambassadørerne fra alle medlemslandene på nær Storbritannien her til formiddag mødtes i Bruxelles.

Her var det ellers ventet, at de ville have taget stilling til den anmodning, den britiske premierminister, Boris Johnson, sendte i sidste uge, om at udsætte brexit med tre måneder - fra den 31. oktober i år til den 31. januar 2020.

Selv om der er opbakning blandt EU-landene til at give briterne en forlængelse, er der ikke enighed om, hvor lang den udsættelse i givet fald skal være.

Den beslutning vil nu først blive taget i begyndelsen af næste uge på et nyt ambassadørmøde, fortæller DR's EU-korrespondent, Ole Ryborg.

- Senest tirsdag skal der være klarhed om forlængelsen, siger han.

Britisk valg i horrisonten

Årsagen til, at ambassadørerne har udskudt beslutningen, er den politiske strid, der lige nu udspiller sig i det britiske parlament.

Premierminister Boris Johnson meddelte i går, at han ønsker at afholde parlamentsvalg den 12. december, hvis EU-landene går med til at udskyde brexit.

På den måde vil de britiske politikere ifølge premierministeren have tid til at diskutere den skilsmisseaftale, som han indgik med EU i sidste uge. Det var nemlig årsagen til, at et flertal tirsdag nedstemte den stramme tidsplan for lovbehandlingen, som Boris Johnson havde sendt til afstemning.

- Hvis de (medlemmerne af parlamentet, red.) virkelig vil have mere tid til at studere denne fremragende aftale, så kan de få det - men kun hvis de siger ja til at afholde valg den 12. december, sagde Boris Johnson i går til BBC.

Planen er, at de britiske parlamentarikere skal stemme om et nyvalg nu på mandag.

Det kræver dog to tredjedeles flertal at få udskrevet et valg, og det er endnu uvist, om oppositionspartiet Labour vil gå med til det.

Labour-lederen Jeremy Corbyn vil vente på EU, før han beslutter sig for, om briterne skal til valg den 12. december. (Foto: JESSICA TAYLOR © Scanpix)

Labour venter på EU

Partiets formand, Jeremy Corbyn, har nemlig udtalt, at han vil have taget et no deal-scenarie – det vil sige, at Storbritannien forlader EU uden en skilsmisseaftale - helt af bordet, før partiet kan bakke op om et eventuelt nyvalg.

Samtidig vil partiet gerne vide, om de andre EU-lande overhovedet vil acceptere endnu en brexit-udsættelse, før det vil tage stilling til nyvalget.

- EU svarer i morgen, og så kan vi beslutte os, lød det i går fra Labour-lederen.

Men der kommer ikke noget svar fra EU-ambassadørerne i dag. De vil i stedet vente på, at de britiske politikere har besluttet sig, før de tager stilling.

- Så kan de vurdere, hvor lang udsættelsen skal være, siger Ole Ryborg.

Det er især den franske præsident, Emmanuel Macron, der har været modstander af en lang forlængelse, da han mener, at det vil mindske presset på de britiske politikere.

- Ingen af de 27 EU-lande ønsker, at Storbritannien skal forlade EU den 31. oktober uden en aftale. Men det handler om at lægge pres på de britiske politikere til at komme med en realistisk tidsplan for at kunne få skilsmisseaftalen igennem i det britiske parlament, tilføjer DR's EU-korrespondent.

Forventningen er også, at udskydelsen kan ske skriftligt, så EU's stats- og regeringschefer ikke behøver at blive indkaldt til et ekstraordinært topmøde.