EU varsler visumfrihed for både ukrainere og tyrkere

EU-Kommissionen siger, at Tyrkiet skal leve op til alle krav, før visumfri adgang til EU kan blive til noget.

Erdogan har flere gange advaret om, at migrationsaftalen kan være på spil, hvis ikke EU lever op til alle elementerne i aftalen, herunder udsigten til visumfri adgang til EU (Foto: ADEM ALTAN © Scanpix)

EU-Kommissionen har formelt foreslået, at ukrainske statsborgere får visumfri adgang til EU, og hvis Tyrkiet opfylder betingelserne, vil kommissionen 4. maj også foreslå visumfri adgang til EU for tyrkere.

Det siger EU's migrationskommissær, Dimitris Avramopoulos, onsdag efter EU-Kommissionens ugentlige møde i Bruxelles.

- Jeg håber, at visumfrie rejser til EU for ukrainere meget snart vil blive en realitet, siger Avramopoulos.

Han begrunder EU-Kommissionens skridt med, at Ukraines regering har gennemført vidtgående og svære reformer.

Det har banet vej for EU-Kommissionens forslag, der nu skal behandles af medlemslandene og Europaparlamentet.

På mødet har EU-Kommissionen onsdag samtidig gjort foreløbig status over EU's migrationsaftale med Tyrkiet, der har været med til at bremse menneskestrømmen til de græske øer.

Meget er lykkedes, mener EU-Kommissionens første næstformand, Frans Timmermans, men der er stadig masser af arbejde at gøre, før aftalen mellem EU og Tyrkiet virker fuldt ud.

- Det første resultat af vores samarbejde med Tyrkiet er, at beskeden er ved at nå ud, at det er det forkerte valg at benytte sig af menneskesmuglere, siger Frans Timmermans.

Tyrkiet har flere gange den seneste tid sendt højlydte og direkte advarsler om, at aftalen med EU kan blive annulleret, hvis EU ikke lever op til alle elementerne i aftalen, herunder udsigten til visumfri adgang til EU for tyrkere fra sommer.

/ritzau/

Facebook
Twitter