EU vil betale Tyrkiet for at bremse flygtningestrømmen

Men det er stadig et åbent spørgsmål, hvor meget Tyrkiet skal have for at bremse flygtningestrømmen til EU.

Nødhjælpsarbejdere på Lesbos hjælper flygtninge, der har krydset havet fra Tyrkiet. (Foto: Bulent Kilic © Scanpix)

EU er klar til at skrue op for både penge og den politiske velvilje, hvis Tyrkiet til gengæld vil slå bremsen i og sørge for at dæmme op for menneskestrømmen til Europa.

I år er der foreløbig kommet omkring 700.000 flygtninge og migranter til EU-landene via Tyrkiet, og EU håber at få en aftale, der banker antallet ned fremover.

Søndag mødes statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og EU's øvrige stats- og regeringschefer til et sjældent topmøde med Tyrkiet, der stiller med premierminister Ahmet Davutoglu.

Tyrkiet skal bremse flygtningestrøm

EU-præsidenten Donald Tusk mener, at "en aftale med Tyrkiet giver kun mening, hvis den effektivt dæmmer op for tilstrømningen af flygtninge".

Krisen, der direkte truer Schengen-samarbejdet om åbne indre grænser i Europa, er så stor, at premierminister Mark Rutte fra det kommende hollandske EU-formandskab advarer om, at Den Europæiske Union risikerer at lide samme skæbne som Romerriget.

Et af de helt store udeståender er på forhånd, hvor mange penge EU skal betale for den tyrkiske samarbejdsvilje.

EU-landene har foreslået en flygtningefond på tre milliarder euro (22,5 milliarder kroner), der kan udbetale penge fra 1. januar og foreløbig to år frem.

Pengene skal bruges til at støtte syriske flygtninge i Tyrkiet, der i øjeblikket huser omkring 2,2 millioner flygtninge fra det krigsramte Syrien.

/ritzau

Facebook
Twitter