EU vil stoppe indkøb af russisk olie: 'Det er Putins eget land, han ødelægger'

I dag præsenterede EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen forslag til nye sanktioner mod Rusland.

EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen præsenterede forslag til den sjette sanktionspakke i Strasbourg i Frankrig i dag. (Foto: Patrick Hertzog © AFP or licensors)

EU skal stoppe sin import af råolie inden for de næste seks måneder, og Ruslands største bank skal udelukkes fra det internationale bankbetalingssystem Swift.

Det er nogle af de forslag til den sjette sanktionspakke mod Rusland, som EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen præsenterede i en tale i EU-Parlamentet i Strasbourg i dag.

- Putin skal betale en høj pris for sin aggression i Ukraine, lød det fra EU-kommissionsformanden.

Hvis sanktionspakken bliver vedtaget af de 27 medlemslande i løbet af det næste dage, vil det betyde, at det allerede om et halvt år ikke længere vil være muligt at købe russisk olie.

- For Ruslands præsident Putin er den sjette sanktionspakke en rigtig dårlig nyhed. Det her kan komme til at ramme Rusland i mange år fremover, siger DR’s EU-korrespondent, Ole Ryborg.

Ifølge den tyske kanzler, Olaf Scholz, vil man nemlig først løfte sanktionerne mod russerne, når både Ukraine og Rusland har underskrevet en fredsaftale.

Det kan ifølge Ole Ryborg blive en udfordring for Putin, hvis han gerne vil lave en fredsaftale, hvor Rusland får en stor del af Ukraine. Derfor vil krigen også fortsætte med at koste mange penge for russerne, da sanktionerne ikke ser ud til at bortfalde i nærmeste fremtid.

- Ukrainerne ville ikke gå med til at afgive så meget land, så lige nu stiger og stiger prisen for Rusland, og der er ingen udsigt til, at det ændrer sig.

Inden krigen kostede en tønde russisk olie det samme som olie på resten af markedet. Men efter Putin startede krigen i Ukraine, er prisen på en tønde russisk olie faldet med 35 dollar i forhold til olie fra andre lande.

Det skyldes blandt andet et amerikansk stop af indkøb af olie fra Rusland samt en tidligere britisk udmelding om udfasning af russisk olie.

- Hvis EU også udfaser russisk olie, vil det med høj sandsynlighed tvinge russerne endnu længere ned i pris, hvilket gør indtjeningen langt lavere, end den i forvejen er, siger Ole Ryborg.

Med den nye sanktionspakke vil det heller ikke være muligt for firmaer i Europa at sælge eller hjælpe til med salget af russisk olie, hvilket indebærer transport af olie på europæiske skibe.

Sanktioner skal ramme banker og russisk propaganda

Men EU vil ikke kun droppe indkøbet af russisk olie. Kunder i tre russiske banker kan se frem til at få svært ved at lave internationale betalinger.

EU-kommissionsformand von der Leyen foreslog også, at Sberbank, der er Ruslands største bank, samt to andre store banker skal udelukkes fra betalingssystemet Swift.

- Sberbank sidder på 37 procent af Ruslands samlede bankmarked. At ramme Sberbank gør det besværligt for rigtig mange russiske kunder at lave internationale betalinger, siger Ole Ryborg.

EU har allerede tidligere udelukket syv russiske banker fra Swift, men med de nye tilføjelser vil det blive endnu sværere at handle internationalt som kunde i bankerne.

Hvis EU-landene stemmer "ja" til sanktionspakken, vil det heller ikke længere være muligt at se tre russisk statsejede tv-kanaler på skærmene i EU’s medlemslande. Ifølge von der Leyen "agerer tv-kanalerne talerør og spreder Putins løgne og propaganda."

- Man rammer endnu engang Ruslands propagandamaskine og sender et klart signal til Putins omgangskreds om, at man ved, hvem de er, og at deres støtte til Putin vil få konsekvenser, siger Ole Ryborg.

Heller ikke rædslerne, som medierne i de seneste uger har kunnet berette om i de ukrainske byer Butja og Mariupol, vil ifølge EU-kommissionsformanden gå ustraffede hen. Russiske soldater beskyldes for at have begået krigsforbrydelser ved blandt andet at dræbe civile.

Von der Leyen vil ramme militærpersoner og andre, der har været involveret i drab på civile.

- Putin vil slette Ukraine fra verdenskortet. Det kommer han ikke til at lykkedes med. Ukraine står sammen mod russerne, og det er Putins eget land, som han ødelægger, sagde Ursula von der Leyen.