Danmark stemmer nej i protest: Veje bliver endnu mere præget af bilos, støj og trængsel, siger minister

De danske politikere er enige om, at en ny EU-lov mod luftforurening i Europa er blevet gevaldigt udvandet af de bilproducerende medlemslande.

Spørgsmålet om, hvilke udledningskrav der fremover skal være for både lette og tunge køretøjer, er nu blevet en politisk kampplads i EU. (Foto: © JOHN MacDougall, Ritzau Scanpix)

Det blev et stort og højtrungende "nej tak" fra dansk side, da EU-landenes regeringer i dag skulle tage stilling til et nyt lovforslag, som skal være med til at bekæmpe luftforureningen fra biler, busser, lastvogne og andre køretøjer.

Ikke fordi de danske politikere har noget imod at forbedre luftkvaliteten rundt om i Europa.

Alene i Danmark er luftforurening ifølge Miljøministeriet skyld i omkring 4.000 for tidlige dødsfald om året, mens det på EU-plan er helt oppe på 300.000. Og på Christiansborg er der bred enighed om, at det er et enormt problem, der skal gøres noget ved.

Men ifølge regeringen og de andre partier var det kompromisforslag, der her til formiddag skulle tages stilling til i Bruxelles, blevet så udvandet efter et intenst lobbypres fra både bilindustrien og regeringerne i de bilproducerende medlemslande, heriblandt Tjekkiet, Italien og Frankrig, at det reelt ikke vil sikre renere luft i Europa.

Derfor valgte erhvervsminister Morten Bødskov (S) højst opsigtsvækkende at stemme imod forslaget, som er regeringernes mandat i de kommende - og afgørende - forhandlinger med Europa-Parlamentet om de nye udlednings- og testkrav for køretøjer, også kendt som 'Euro 7'-normer.

- Vi havde regnet med større reduktioner af udledningerne, men de bliver nu mindre - og dermed svækket. Det er ærgerligt, for det skader folkesundheden, og det betyder, at vores veje bliver endnu mere præget af bilos, støj og trængsel, siger Morten Bødskov efter afstemningen.

- Derudover misser vi muligheden for at være førende i verden, når det handler om at omstille bilindustrien. Kina og USA producerer allerede biler efter de standarder, så det er en svækkelse af den grønne omstilling. Det er der slet ingen tvivl om, tilføjer erhvervsministeren.

Frygter for konkurrenceevnen

Selvom Danmark stemte nej til forslaget, var der dog flertal blandt medlemslandenes regeringer for det.

Ifølge den spanske industri- og handelsminister Héctor Gómez Hernández, der har ledet forhandlingerne, var det lykkedes at finde den rette balance mellem miljøhensynene på den ene side og bilindustriens bekymringer på den anden.

Og ifølge den tjekkiske transportminister, Martin Kupka, som har været særdeles kritisk over Europa-Kommissionens oprindelige udspil, var det nødvendigt at slække på udledningskravene til bilproducenterne. Heriblandt Škoda, som holder til i netop Tjekkiet.

- Ellers ville det kunne få en negativ indvirkning på Europas samlede konkurrenceevne og for konkurrenceevnen for Europas bilindustri, sagde han inden mødet.

Men det er Morten Bødskov ikke enig i.

- Vi har hidtil gået forrest i udviklingen af nye grønne teknologier og i at omstille transportsektoren. Det her betyder, at vi lovgivningsmæssigt ikke længere har det pres, der kan være med til at sikre, at vores transportsektor bliver ved med at gå forrest. I fremtiden bliver den førerposition alvorligt svækket, siger erhvervsministeren.

Skoda er en af de virksomheder, som kommer til at skulle forholde sig til de kommende 'Euro 7'-normer. (Foto: © Ondrej Deml, Associated Press)

Grønne omstilling taber pusten

Dagens afstemning er blot den seneste i en række af afstemninger, der har vist, at den grønne omstilling er ved at tabe noget af pusten i Europa.

Flere fremtrædende politikere, heriblandt Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og den liberale tyske finansminister, Christian Lindner, har været ude at advare mod yderligere klima- og miljøkrav fra EU’s side.

De frygter, at de europæiske virksomheder er ved at sande til i det, som de betegner som grøn overregulering fra EU’s side, og derfor efterlyser flere et midlertidigt stop for yderligere regler for på den måde at skærme de europæiske virksomheder.

Og blandt især højrefløjspolitikerne i Europa-Parlamentet er der begyndt at sprede sig en modstand mod de grønne lovforslag, heriblandt det ombruste naturgenopretningsforslag, som fortsat mangler at blive forhandlet på plads inden europaparlamentsvalget næste år.

De nye ’Euro 7’-normer skal forhandles endeligt på plads med Europa-Parlamentet, som fortsat mangler at lægge sig fast på deres forhandlingsmandat.

Men ifølge Christel Schaldemose (S), som sidder med i parlamentets forhandlinger om 'Euro 7', er der også stor modstand mod skærpede udledningskrav blandt mange af hendes kollegaer.

- Det er ret rystende, at der ikke er større villighed til at gøre noget ved luftforureningen. Men jeg vil bruge dagens afstemning til at vise mine kollegaer i parlamentet, at der er medlemslande, heriblandt Danmark, som gerne vil hæve ambitionerne. Men det bliver svært, siger hun.

Enhedslistens europaparlamentariker, Nikolaj Villumsen, sidder også med i parlamentets forhandlinger om 'Euro 7'. Han kalder medlemslandenes mandat "en ren farce".

- Det er ren greenwashing at kalde det en forbedring. Men desværre ligner det meget situationen i Europa-Parlamentet. Højrefløjen har slået bak i den grønne omstilling, og hvis ikke der bliver ændret kurs, vil EU komme til at sakke bagud i forhold, siger han.

- Jeg vil kæmpe med næb og klør for, at borgerne bliver bedre beskyttet mod farlige partikler, men det er ærligt talt op ad bakke.