Euro-topmøde: Kræver flere græske privatiseringer

Tyskland og Grækenland kæmper på eurotopmødet stadig en hård kamp om privatiseringer. Mødet har varet hele natten.

Tysklands kansler, Angela Merkel, kræver flere store privatiseringer i Grækenland for at forlænge støtteordningen. (Foto: Laurent Dubrule © Scanpix)

Eurolandenes stats- og regeringschefer er stadig i gang med forhandlinger om de betingelser, som Grækenland skal opfylde for at få grønt lys til forhandlinger om et nyt støtteprogram for den kuldsejlede græske økonomi. Mødet har varet hele aftenen og natten.

Tyskland har på topmødet i Bruxelles presset hårdt på for at få Grækenland til at gennemføre omfattende privatiseringer, der skal skaffe flere penge i kassen.

Et af de forslag, der er på tale, er at overføre værdier for 50 milliarder euro, hvilket svarer til 375 milliarder kroner, til en uafhængig fond, der skal stå for privatiseringen for at nedbringe den græske gæld. Fonden skal styres af de græske myndigheder under overvågning af EU's institutioner.

Tsipras stritter imod

Men her stritter den venstreorienterede græske regering under ledelse af premierminister Alexis Tsipras voldsomt imod.

Det, der står på spil for Grækenland, er udsigten til forhandlinger om en ny støtteordning på måske over 600 milliarder kroner, hvis eurotopmødet når til enighed.

Ender knald eller fald-topmødet derimod med et sammenbrud, står Grækenland over for statsbankerot og exit fra euroen.

Kompromisforslag fra Tusk

EU-præsidenten Donald Tusk, der styrer slagets gang på topmødet, har holdt pauser under topmødet for at give tid til bilaterale forhandlinger blandt andet mellem Tsipras, den tyske forbundskansler Angela Merkel og den franske præsident Francois Hollande.

Kort før kl. 4.30 mandag morgen ville Tusk samle eurotopmødet igen efter en fem timer lang pause, der er brugt til bilaterale forhandlinger. EU-præsidenten har et kompromisforslag, skriver hans talsmand på Twitter.

Kilder tæt på forhandlingerne fortæller om en træt og halvsmadret Tsipras på vej tilbage til det græske delegationslokale sammen med sin nyudnævnte finansminister, Euclid Tsakalotos, i en pause mellem møderne.

Oprør ventes i Syriza

De hårde krav, som er udarbejdet af eurolandenes finansministre og givet videre til brug på topmødet, sætter på mange områder nærmest Grækenland under administration, og de går samtidig på tværs af mange af de løfter, som Tsipras er valgt på at være imod.

Han kan derfor vente et oprør på venstrefløjen af sit Syriza-parti, hvis han vender hjem til Athen med en aftale på de betingelser, der ligger på forhandlingsbordet i Bruxelles, skriver græske aviser.

Det er et oprør, som Tsipras enten skal slå hårdt ned på, eller også ender krisen med enten nyvalg eller en bred samlingsregering, skriver de græske medier.

Eurolandene kræver, at Tsipras og hans regering i lyntempo gennemfører de første vigtige reformer og lovændringer, så de er vedtaget senest på onsdag 15. juli, hvis det skal komme på tale at indlede forhandlinger om en ny støtteordning.

/ritzau/

Facebook
Twitter