Eurogruppe-chef til Grækenland: Ignorer ikke lånepakker

Grækenlands nye regering har tidligere meldt ud, at man vil genforhandle landets redningspakker.

Eurogruppens chef, Jeroen Dijsselbloem, advarer Grækenland mod at ignorere dets forpligtigelser (Foto: Simela Pantzartzi © Scanpix)

Eurogruppens chef, Jeroen Dijsselbloem, advarer Grækenland mod at ignorere dets forpligtigelser i forbindelse med landets redningspakker fra internationale kreditorer.

Det sker efter samtaler med den nye regering, som ledes af det venstreorienterede græske parti Syriza.

- At ignorere de kompromisser er ikke en vej at følge, siger Dijsselbloem efter samtaler med Syriza-leder Alexis Tsipras, der gik til valg på at genforhandle Grækenlands redningspakker og en nedsættelse af landets massive gæld.

En kammeratlig samtale

Siden 2010 har Grækenland modtaget to redningspakker på i alt 240 milliarder euro, som udløber med udgangen af februar i år.

Dijsselbloem, der også er Hollands finansminister, rejste fredag til Athen for at mødes med den nye græske regering.

EU-Parlamentets formand, Martin Schulz, rejste torsdag til Grækenland for at have en kammeratlig samtale med den græske regering, som Syriza står i spidsen for efter valget for nylig.

/ritzau/AFP