Europæisk magtkamp om milliarder bliver alles kamp mod alle

Når først EU-topmødet går i gang, er statsminister Mette Frederiksen alene i lokalet. Og sover hun i timen, kan det koste danske skatteborgere dyrt mange år frem i tiden.

Statsminister Mette Frederiksen (S) går nogle lange dage i møde i Bruxelles. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Statsminister Mette Frederiksen (S) nåede ikke at være til EU-topmøde ret længe, inden hun lærte en vigtig lektie. I europæisk politik er der ingen venner. Der er kun tilfældigt allierede.

Og den lektie bliver den vigtigste, som den danske statsminister kan tage med sig ind i mødelokalet, når hun fredag går ind til det, der ligner et maraton-topmøde om den største europæiske økonomiske pakke i EU-samarbejdets historie.

Presset på statsministeren er enormt.

Inde i mødelokalet er hun fuldstændig alene. Der er ingen rådgivere fra Statsministeriet, ingen skarpe diplomater fra Udenrigsministeriet og heller ingen af Finansministeriets berygtede regnedrenge og -piger, som hun lige kan spørge til råds.

Det eneste Mette Frederiksen ser, når hun lader blikket vandre rundt i lokalet, er andre stats- og regeringschefer, som sidder der - lige så alene som hun selv.

Angela Merkel, Emmanuel Macron, Mark Rutte. De sidder der alle – i hinandens selskab og alligevel helt alene.

Mettes ansvar alene

Med i lokalet har EU-lederne tommetykke håndakter, som embedsmændene sirligt har forberedt, og som skal hjælpe dem med at forstå og gennemskue det, der foregår i lokalet.

Håndakterne til et EU-topmøde er embedsværkets sværeste kunst. Hvis der er noget, statsministeren ikke har brug for inde i det mødelokale, er det et grundigt 30 siders notat, som beskriver, hvad det betyder for Danmark, hvis penge flyttes fra et sted på EU’s budget til et andet. En lille nyttig grafik, der forklarer komplekse problemstillinger på en enkel måde, og som kan konsulteres ved et lille diskret blik, kan hurtigt blive sin vægt værd i guld, når bølgerne går højt i EU-mødelokalet.

For som enhver, der har siddet i et møde, ved, skal man ikke sidde og rode meget i sine papirer, før man giver indtryk af, at man ikke har styr på sine sager. Og hvis der er noget, erfarne toppolitikere kan spotte på kilometers afstand, er det en svag uforberedt politisk modstander.

Når mødet går i gang, er statsminister Mette Frederiksen alene. Og alt hvad der foregår i mødelokalet, som får betydning for Danmark, er Mette Frederiksens ansvar – og hendes ansvar alene.

Som 20 danske finanslove

Aldrig nogensinde har en dansk statsminister deltaget i et EU-topmøde, hvor der har været så mange milliarder på spil.

Lige nu er der tomt i topmødesalen i Bruxelles. Men klokken 10 går topmødet i gang, hvor lederne skal forsøge at blive enige om de mange EU-milliarder. (Foto: YVES HERMAN © Scanpix)

EU-lederne skal prøve at enes om rammen for EU’s budgetter for de kommende syv år. Derudover skal de også forsøge at nå til enighed om en plan for den økonomiske genopretning af den europæiske økonomi.

Lægger man de to ting sammen, skal EU-lederne altså diskutere, hvordan de i de kommende år skal finde et sted mellem 13.000 og 14.000 milliarder kroner – og hvordan de vil bruge alle de mange penge på den bedste tænkelige måde.

Statsministeren skal med andre ord på 48 timer i Bruxelles forhandle om et beløb, der svarer til 20 års danske finanslove – lagt sammen.

Og det er ikke småting, der er på spil for de danske skatteborgere, når Mette Frederiksen forhandler EU-budget på deres vegne.

Danmarks bidrag til EU-kassen er gradvist vokset gennem årene og ligger i dag på mere end 20 milliarder kroner om året. Og det bliver statsministerens evner som EU-forhandler, der afgør, om regningen i de kommende år vil være tættere på 20 milliarder kroner om året, eller om regningen bevæger sig i retning af de 30 milliarder kroner om året.

Kan ramme hende i Danmark

Det regnestykke afgøres af, hvor stort EU´s samlede budget bliver, og hvor stor en rabat den danske statsminister kan få forhandlet på plads. Det vil kunne skære lidt af de danske EU-kontingent.

Statsministeren ved, at et dårligt forhandlet resultat i Bruxelles øjeblikkeligt vil få indenrigspolitiske konsekvenser i Danmark. For penge, som skal overføres fra Finansministeriet i København til den fælles EU-kasse i Bruxelles, er penge, som statsministeren ikke kan bruge i Danmark til varme hænder i ældreplejen, satsninger på kræftpatienter eller hvad der i øvrigt måtte glæde den i dansk politik så ofte omtalte Arne. Statsministeren ved, at penge givet ud i Bruxelles sagtens kan være en god forretning for Danmark.

Der kunne tapetseres vægge i idrætshaller med rapporter, som dokumenterer, at det indre marked er en god forretning for Danmark.

Dansk kulturliv, som eksempelvis danske filmproducenter, er uformelle europamestre i at hive støtte ud af EU-kassen til projekter i Danmark, og dansk landbrug ville ikke have udviklet sig til et af verdens mest effektive og konkurrencedygtige landbrug i verden, hvis det ikke havde været for EU-støtten.

Statsministeren ved det. Men vælgerne ved det ikke.

På deres foretrukne sociale medier vil mange vælgere i stedet i de kommende dage se strømme af opslag om, hvordan den danske regning til EU-medlemskabet stiger. Suppleret med masser af gode bud på, hvad de penge, som nu skal sendes til Bruxelles, i stedet kunne være brugt på i Danmark.

Alt det er statsminister Mette Frederiksen fuldstændig bevidst om, når hun sidder alene inde i mødelokalet.

Vigtigt med rabat

Uanset, hvordan regnearkene i statsministerens håndakter vendes og drejes, er det hævet over enhver tvivl, at Danmarks bidrag til EU-kassen kommer til at vokse i de kommende år. Det gør det altid. Det har det altid gjort, og det gør alle andre landes EU-bidrag også.

Indbetalingerne til EU-kassen vokser, ligesom huslejen og lønnen gør. Den diesel en landmand køber til sin traktor er dyrere i dag, end den var for 20 år siden. Derfor er landmandens EU-støtte vokset.

Der er altså ingen vej udenom, at når Mette Frederiksen vender hjem til Danmark, vil det være med et resultat, som betyder, at Danmarks bidrag til EU’s budget vokser. Det er ikke et spørgsmål om EU-kontingentet stiger. Spørgsmålet er kun hvor meget.

Både symbolsk og i praksis er det vigtigt, at Danmarks EU-rabat fortsætter og vokser. En rabat vil være symbolsk og politisk et meget synligt bevis på, at hun har kæmpet for og er lykkes med at holde stigningen i de danske EU-udgifter nede. Og statsministeren skal nok få sin EU-rabat.

Men hvis den kommende stigning i det danske EU-kontingent skal gøres mere politisk spiseligt, skal der andet og mere til end en EU-rabat og en stigning i Danmarks EU-udgifter, der ender med at stige mindre end først frygtet.

Og derfor møder statsministeren også op til EU-topmødet med en række andre klare krav til, hvordan de mange milliarder på de kommende EU-budgetter skal bruges.

Kæmper for det grønne

Statsministeren vil kæmpe med næb og klør for at gøre EU-budgettet så grønt som overhovedet muligt.

I det udspil, som formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, har fremlagt forud for mødet, er der lagt op til, at mindst 30 procent af udgifterne på EU-budgettet skal være "grønne".

Men for at det tal ikke skal ende med bare at være varm luft, så vil det eksempelvis være vigtigt for Danmark, hvordan man regner sig frem til, hvilke udgifter som kan regnes som grønne. Et grønt EU-budget, hvor EU-landene fremover investerer meget mere i energibesparelser, effektivisering og i vedvarende energi, vil uden tvivl skabe arbejdspladser i den danske green tech-industri.

Derfor vil penge fra den danske statskasse, som bliver sendt til Bruxelles og derfra videre til Polen, hvor der købes eksempelvis vindmøller, på den måde kunne vende tilbage igen til Danmark og skabe arbejdspladser der.

Det er den slags sammenhænge, som statsministeren er meget bevidst om, når hun går ind til mødet. Og hun ved, at hjemme i Danmark sidder en del af erhvervslivet og holder nøje øje med, om det, som forhandles på plads i Bruxelles, er noget, som kommer til at gavne netop deres virksomhed i de kommende år.

EU's grønne fokus kan blive en god forretning for Danmark. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Kampen om politiske principper

Når EU´s stats- og regeringschefer skal slås om et EU-budget og en genopretningsfond til en samlet værdi af op imod 14.000 milliarder kroner – og hele spørgsmålet, hvor alle pengene skal komme fra – så skulle man tro, at der var rigeligt for EU-lederne at være uenige om.

Men faktisk er det meget muligt, at de sværeste emner for EU-lederne at blive enige om ender med ikke at handle om økonomi, men derimod om politiske principper.

Forud for topmødet er specielt to statsministre gået ud med meget markante ønsker om politiske krav, som de har bundet tæt op på deres mulige accept af et kommende EU-budget. De to er den nederlandske statsminister, Mark Rutte, og den ungarske, Viktor Orban.

Mark Rutte insisterer på, at inden et land kan få støtte fra den planlagte genopretningsfond, skal der udarbejdes et reformprogram, som nøje beskriver, på hvilken måde det pågældende land ønsker at reformere landets politik, sådan den økonomiske udvikling i landet fremover bliver mere bæredygtig.

Den nederlandske premierminister, Mark Rutte, har sine skrappe krav inden forhandlingerne. (Foto: LUDOVIC MARIN © Scanpix)

Hver eneste år laver Europa-Kommissionen og EU-landene en bedømmelse af alle medlemslandes økonomi. Og bedømmelsen ledsages altid af en række såkaldte landespecifikke anbefalinger, hvor man anbefaler landet, at gennemføre reformer.

I flere år blev det eksempelvis anbefalet, at Danmark skulle lave en reform af det danske boligmarked for at komme de hastigt stigende boligpriser til livs. Det var et reformforslag, som ikke faldt i god jord i Danmark. For hvis der er noget, politikerne på Christiansborg kan enes om, så er det, at det er politisk selvmord at lægge sig ud med de danske boligejere.

Så i stedet for at gennemføre en reform af boligmarkedet – som anbefalet – gik danske embedsmænd i stedet i gang med at få fjernet EU-anbefalingen af, at Danmark bør reformere boligmarkedet.

Orbans kamp mod retsstatskrav

Det er præcis den type af ageren, som den nederlandske regering frygter. At EU-landene bevilger genopretningsstøtte til et medlemsland, og at landet så i første omgang lover at gennemføre økonomiske reformer, men at reformerne så i sidste ende udebliver.

Derfor ønsker den nederlandske premierminister, at der skal indføres nogle særligt skrappe regler for godkendelse af de reformprogrammer, som skal give et land adgang til genopretningspenge. Holland kræver som det eneste EU-land, at den beslutning skal træffes med enstemmighed. Og insisterer Mark Rutte på det, kan hele det store kompromis om EU-budgettet falde.

Den ungarske premierminister, Viktor Orban, møder også op med nogle politiske krav, som han insisterer på er ultimative.

Danmark ønsker – sammen med et markant flertal af EU-landene – at udbetalinger fra EU´s budget fremover skal kunne bremses, hvis der er problemer med retssikkerheden i landet. Og det er et ømt punkt for både den ungarske regering og det ungarske parlament.

For øjeblikket er der en EU-undersøgelse i gang om de demokratiske forhold i netop Ungarn. En undersøgelse, som er startet af Europa-Parlamentet, men som involverer alle EU-landene.

Viktor Orban møder op i Bruxelles med et krav om, at den undersøgelse skal stoppes øjeblikkeligt. Ellers kommer der ikke noget budget-kompromis. Derudover kræver Viktor Orban, at der ikke må være nogen forbindelse mellem retssikkerhed og udbetalinger fra EU-budgettet.

Hvis den ungarske premierminister holder fast i det krav, bliver der ikke nogen aftale om et EU-budget i weekenden.

Den ungarske premierminister, Viktor Orban, er en af dem, der kan spænde ben for en aftale i dag. (Foto: CHRISTIAN HARTMANN © Scanpix)

Vend vennerne ryggen

Ved ankomsten til mødet vil både statsminister Mette Frederiksen og medierne være fokuserede på, at Danmark møder op som en del af den såkaldte sparebande. Fire lande, Danmark, Sverige, Nederlandene og Østrig, som alle kræver rabat, og som alle ønsker at holde stigningen i EU-budgettet på et absolut minimum.

Det vil nærmest være et mantra fra de fire statsministre, at de står sammen om deres krav. Og det er også et klogt udgangspunkt i forhold til forhandlingerne under topmødet.

Men lige så meget som de fire i sparebanden står sammen, og en gruppe af såkaldte samhørighedslande står sammen, lige som mindre grupper af central- og østeuropæiske lande har dannet alliancer, lige så meget ved hver eneste statsminister, kansler og præsident i lokalet, at på et eller andet tidspunkt er tiden inde til at vende allierede og venner ryggen og i stedet fokusere udelukkende på egne interesser.

Den belgiske rådsformand, Charles Michel, leder mødet, og han ved, at hvis der skal findes et kompromis ved topmødet, så kræver det, at han får brudt samtlige eksisterende alliancer op. Én efter én.

Der skal holdes bilaterale møder, og her vil statsminister efter statsminister blive spurgt om, hvad der skal til for at få dem ombord i en aftale.

Mette Frederiksen har på forhånd alliereret sig med både den nederlandske premierminister, Mark Rutte, og den svenske statsminister, Stefan Löfven. Men på et tidspunkt må hun vende dem ryggen. (Foto: CHRISTIAN HARTMANN © Scanpix)

Bedømmes på én ting

Arbejdet med at bryde alliancer op er allerede i fuld gang.

Kaster man et erfarent blik på det kompromisforslag, som Charles Michel har lagt på bordet, kan man for eksempel allerede se, hvordan der er udsigt til en kraftig stigning i pengestrømmene fra EU-kassen i Bruxelles mod Polen.

Til gengæld er der ikke udsigt til de store stigninger i støtten til Ungarn. En effektiv måde at splitte en ellers effektiv alliance mellem Polen og Ungarn. For hvilken polsk premierminister kan sige nej til flere EU-penge – med den begrundelse, at det er vigtigere at have et godt forhold til den ungarske premierminister end det er at få penge til polske landmænd og regioner?

På samme måde vil det være for statsminister Mette Frederiksen. På et tidspunkt vil hun sidde på et kontor eller stå i et hjørne i en korridor og se muligheden for, at hun her kan hive noget ekstra hjem til Danmark. Men skal hun indkassere den gevinst, så kræver det, at hun vender ryggen til sine venner og allierede i sparebanden og siger ja tak. Og dermed samtidig overlader det til sparebande-vennerne selv at varetage deres egne interesser.

Når EU’s gigantiske budgetslagsmål er overstået, vil statsminister Mette Frederiksen ikke blive bedømt på, hvor dygtig hun var til at holde sammen med andre statsministre fra andre lande. Hun vil blive bedømt på én ting. Hvor meget skal Danmark betale til EU-kassen fremover, og hvad vil de penge, som danske skatteborgere sender til EU-kassen, blive brugt på.

Det er det regnskab, som afgør omverdenens bedømmelse af, hvordan Mette Frederiksen klarede sig i alles kamp mod alle, da 27 stats- og regeringschefer alene i et lokale i Bruxelles fik 48 timer til at blive enige om den største europæiske økonomiske plan i hele EU-samarbejdets historie.

Forhåbningen er, at stats- og regeringscheferne bliver enige om en aftale inden weekenden er slut. Men intet er afgjort endnu. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
Facebook
Twitter