EU's liste over skattely er allerede lavet om: 'Det er stærkt kritisabelt'

Kun halvanden måned efter offentliggørelsen er Panama og syv andre lande blevet fjernet fra liste over skattely.

Det er især problematisk, at Panama er et af de lande, som nu fjernes. Landet er notorisk kendt for Panama-papirerne og har i øvrigt ikke vist villighed til at ændre lovgivning, siger den dansk EU-politiker Jeppe Kofod (S). (Foto: CARLOS LEMOS © Scanpix)

Panama og syv andre lande skal fjernes fra EU's sortliste. Det blev i dag besluttet af EUs finansministre på deres månedlige ECOFIN-møde i Bruxelles.

Udmeldingen kommer efter indstilling fra Ministerrådet og blot halvanden måned efter offentliggørelsen af listen, som indtil tirsdag bestod af 17 lande, der nægter at samarbejde om fair skattebehandling.

EU's nye sortliste
  • De lande, som nu er blevet fjernet fra listen er foruden Panama: Barbados, Grenada, Sydkorea, Macao, Mongoliet, Tunesien og Forenede Arabiske Emirater.
  • De bliver nu flyttet over på den såkaldte grå liste, sammen med de 47 andre lande, der har forpligtet sig til at ændre deres skatteregler og imødegå EU’s krav.
  • Tilbage på sortlisten er Amerikansk Samoa, Bahrain, Guam, Marshalløerne, Namibia, Palau, Saint Lucia, Samoa, Trinidad og Tobago.

- Ministerrådets beslutning er stærkt kritisabel, siger den socialdemokratiske europaparlamentariker, Jeppe Kofod, til Information.

Han er ordfører i PANA-komiteen, som har været med til at kulegrave skatteområdet og kommet med anbefalinger til, hvad EU bør gøre for at komme skattely til livs. En af komiteens anbefalinger var sortlisten.

PANA-komiteen blev nedsat efter det store læk kendt som Panama-papirerne, hvor 11,5 millioner fortrolige dokumenter blev lækket fra advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama.

- Det er især problematisk, at Panama er et af de lande, som nu fjernes. Landet er notorisk kendt for Panama-papirerne og har i øvrigt ikke vist villighed til at ændre lovgivning eller være åbne omkring deres skatteforhold og status som skattely, siger Jeppe Kofod.

Ifølge en pressemeddelelse, som Ministerrådet sendte ud tirsdag, blev beslutningen om at fjerne landene fra sortlisten taget på baggrund af en »ekspertvurdering« af landenes engagement i at komme de problemstillinger til livs, som EU har peget på.

De konkrete begrundelser for, hvorfor landene streges af sortlisten, er dog ikke beskrevet.

/ DR Nyheder /