EU's udenrigschef: Atomaftale står ikke til genforhandling

Intet enkelt land kan afvikle den historiske atomaftale, som USA i dag kritiserede Iran for at have forbrudt sig mod.

Atomaftalen virker, lyder det for kort tid siden fra EU's udenrigschef, Federica Mogherini, (Foto: Eduardo Muñoz © Scanpix)

USA vil søge dialog med sine allierede i håb om, at atomaftalen med Iran kan genforhandles.

Men det håb, kan USA godt skyde en hvid pil efter, hvis man spørger EU's udenrigschef,

- Vi har som internationalt samfund ikke råd til at ødelægge en aftale, der virker og leverer, det den skal, lød det fra EU's udenrigschef, Federica Mogherini.

Præsident Donald Trump ville ikke i dag bekræfte, at Iran overholder sin del af atomaftalen, som blev indgået i 2015 efter 12 års forhandlinger.

USA har ikke forladt atom-aftalen, men derimod rettet en skarp kritik mod Irans "fanatiske regime".

Ikke op til nogen præsident

Donald Trump sagde under sin tale, at USA forbeholder sig retten til at forlade aftalen, når som helst de ønsker det - hvis manglerne i aftalen ikke bliver udbedret. Men det er ikke op til et enkelt land at beslutte, om aftalen består, slår Mogherini fast.

- Denne aftale er ikke en bilateral aftale. Den tilhører ikke til noget enkelt land, og det er ikke op til noget enkelt land at opsige aftalen, lød det fra Mogherini.

Hun afviser også USA's anklager om, at Iran har brudt aftalen.

- Det Internationale Atomagentur har verificeret otte gange, at Iran overholder alle sine forpligtelser i aftalen. Der har ikke været nogle brud på nogle dele af aftalen, slog Mogherini fast.

Aftalen lever ifølge Mogherini op til sit formål, som er at forhindre Iran i at udvikle atomvåben.

I en samlet udtalelse fra Frankrig, Storbritannien og Tyskland advarer man om, at USA's udmelding kan komme til at skade atomaftalen. Også Rusland har rettet skarp kritik mod USA for den "truende og aggressive retorik", som ifølge Rusland strider imod atomaftalens ånd.

Saudi-Arabien derimod bifalder USA's nye skrappe kurs overfor Iran.