Jo, Toshihiko Yokota og Emiko Usami har besøgt deres huse inde i den evakuerede zone omkring det ødelagte Fukushima-atomkraftværk i Japan, efter det er blevet tilladt for dem at opholde sig i deres hjemby Naraha om dagen.
- Men nej, vi har ikke lyst til at vende hjem, fortæller Emiko Usami.
Frygtelig lugt
Deres huse blev først delvist ødelagt af det enorme jordskælv, som skabte tsunamien og atomkatastrofen for over to et halvt år siden.
- Og nu ser de endnu værre ud. Der er rotter og slanger, fordi vi ikke har været der, og det hele lugter så frygteligt, fortæller Emiko Usami.
- Vi har forsøgt at rydde lidt op, men man kan ikke bo der længere. Hvis vi havde penge nok, ville vi bygge et helt nyt hus.
Både hendes og Toshihiko Yokotas familier blev kort efter katastrofen evakueret til en hurtigt opstillet barakby med bliktage ved storbyen Iwaki lidt længere mod syd - og der bor de stadig.
Ventetid
Toshihiko Yokota bor i en lejlighed, og hans sønner bor ved siden af.
- Lejlighederne er så små, at vi ikke kan bo sammen, forklarer han.
De to ældre mennesker sidder på en trappe i udkanten af barakbyen og venter. De føler ikke, at de kan gøre andet end at vente.
I myndighedernes øjne er det meningen, at de en dag skal vende hjem. Når tallene for den radioaktive forurening i Naraha gør det muligt, nedlægges barakbyen, og de skal vende hjem.
- Men der er især mange af de unge, der siger, at de slet ikke vil hjem, fortæller Toshihiko Yokota. De ældre vil egentlig gerne hjem, men de føler sig magtesløse og aner ikke, hvordan det skal kunne lade sig gøre.
To butikker er genåbnet
Der er faktisk en del beboere i Naraha, som er begyndt at vende hjem, selv om Naraha kun ligger 12-13 kilometer fra det ødelagte atomkraftværk og derfor stadig er en del af evakueringszonen på 20 kilometer.
Det har siden sidste år været tilladt for folk at besøge deres huse om dagen, og mange ser deres snit til at overnatte i deres egne huse.
- Der er så mange mennesker i Naraha om dagen, at et supermarked og en døgnbutik nu er genåbnet, fortæller Emiko Usami.