Evakueret dansker i Grækenland: 'Folk skreg. De vidste ikke, hvad de skulle gøre, så de væltede ud i vandet'

Danske Lasse Birch tog billeder af skovbrandenes hærgen, inden han blev sejlet væk fra det område, han holdt ferie i.

Lasse Birch har givet dette billede af udbrændte biler til DR Nyheders udsendte i Grækenland. (© PRIVATFOTO)

Gigantiske røgskyer og meterhøje flammer har det seneste døgn forvandlet sommerferierejsen til et sandt mareridt for turister tæt på de voldsomme skovbrande i Grækenland.

Danske Lasse Birch, der til daglig arbejder som pilot, er en af de danskere, som var på ferie nær Athen, da branden brød ud.

- Vi kunne høre, at brandalarmen var gået i naboejendommen, og det var den første indikation på, at noget var galt, fortæller han.

Åbne brandsår

Den første brand brød ud i en fyrretræsskov tæt ved kystbyen Kineta, der ligger 50 kilometer vest for Athen. Mandag eftermiddag fortsatte ildkaosset i Penteli-området nordøst for Athen, og vinden fik angiveligt brandene til at sprede sig hurtigt.

Folk gemmer sig ved poolen på et hotel. Lasse Birch har givet dette billede til DR Nyheders udsendte i Grækenland.

Lasse Birch blev først klar over, hvad der var sket, da han åbnede sin altandør og kunne se glødende aske flyve rundt i luften.

- Gløderne, der fløj rundt, antændte alt, hvad der var buske og krat. Og det var et inferno af flammer, vi gik igennem, da vi søgte mod stranden, fortæller han.

- De mennesker, jeg mødte på min vej derned, var blevet brændt. De havde brandsår. Åbne sår, hvor huden var brændt af.

Turister har søgt ned mod stranden for at komme væk fra flammerne. Man kan fornemme, hvor meget røg der er i luften. Lasse Birch tog billedet, da han flygtede fra sit hotel.

Hvordan var det, da du kom ned til stranden?

- Folk skreg. De vidste ikke, hvad de skulle gøre, så de væltede ud i vandet. Der var på det tidspunkt ikke så stor brandfare, men der var rigtig meget røg, siger Lasse Birch, der selv søgte plads under et udhæng på en lille klippeformation, hvor røgen ikke var så tæt.

Bag denne villa kan man tydeligt se flammerne. Billedet er taget af Lasse Birch og overdraget til DR Nyheders udsendte i Grækenland.

En brand havde spredt sig til bygningen bag Lasse Birchs hotel, og derfor blev han sammen med andre hotelgæster sejlet væk i en båd over midnat tirsdag.

Han befinder sig nu på et hotel i Athen, indtil han kan komme hjem til Danmark.

Tre dages landesorg

Skovbrandene har især hærget byerne Mati, Kineta og Rafina.

Det er den værste brandkatastrofe Grækenland har oplevet i et årti. Ilden har fået indbyggere til at flygte fra deres hjem, og op mod 100 huse er ødelagt af flammer og røg.

74 mennesker har mistet livet og mere end 170 er indlagt. Redningsfolk leder ifølge Reuters efter yderligere omkomne i ruiner fra udbrændte bygninger.

Grækenlands premierminister, Alexis Tsipras, erklærede tidligere i dag tre dages landesorg som følge af de voldsomme skovbrande.

Facebook
Twitter