overblikket over Vestens våbenhjælp til Ukraine: 'Det er en helt utrolig våbenhjælp, ukrainerne har fået'

Hvis ukrainerne bruger våbnene korrekt, så kan ukrainerne standse russerne, siger militæranalytiker.

(Foto: © Grafik: Morten Fogde Christensen, DR)

De kommende uger og måneder på slagmarken i Ukraine bliver yderst interessante at følge med i. For hvis ukrainerne spiller deres kort korrekt, så kan det føre til, at russerne bliver standset i deres fremmarch.

Det vurderer Kristian Lindhardt, der er militæranalytiker på Forsvarsakademiet.

Siden den russiske hær begyndte sin invasion af Ukraine i februar, er våbnene fra særligt de vestlige lande strømmet til Ukraine. Det viser en opgørelse, som Kiel Institute for the World Economy har foretaget.

Det tyske institut overvåger verdens regeringers udmeldinger om, hvad landene giver af militær, økonomisk og humanitær støtte til ukrainerne. Den viser blandt andet, at den militære hjælp har ændret sig, siger Kristian Lindhardt.

- Det er helt tydeligt at se, at landene i begyndelsen af krigen gav lette våben, men at det er blevet tungere og tungere våbensystemer, som ukrainerne har fået eller får stillet i udsigt fra de andre lande, siger han.

På baggrund af opgørelsen har vi bedt DR's forsvarskorrespondent om at udvælge de mest markante våben, Ukraine har modtaget. De er samlet i fem kategorier, som er fordelt i teksten nedenfor.

  • Ukrainske soldater benytter sig her af en M777 haubitser ved frontlinjen. Ifølge Kiel Institute for the World Economy har ukrainerne modtaget 130 af den slags fra USA og Canada. (Foto: © STRINGER, Ritzau Scanpix)
  • Flere af de amerikanske M777 haubitser er allerede blevet leveret. (Foto: © US MARINES, Ritzau Scanpix)
  • HIMARS-raketsystemet har ukrainerne fået otte styk af. Nyprisen for sådan en er ifølge Kiel Institute for the World Economy på 41 millioner kroner. Billedet stammer fra en øvelse i Letland. (Foto: © Lance Cpl. Ricardo Davila, ABACA)
1 / 3

Kristian Lindhardt forklarer, at ukrainerne i starten blandt andet fik de såkaldte Javelin-missiler. Men senere hen har den udenlandske hjælp også inkluderet langtrækkende kanoner, som kan skyde op til 70 kilometer.

- Der er tale om nogle superbrutale og potente våben – blandt andet Panzerhaubitser 2000 og andre langtrækkende våben. Når man går igennem listen over våben, er det virkelig i store mængder.

- Det er en helt utrolig våbenhjælp, ukrainerne har fået. Det skyldes særligt de meget tunge våben med blandt andet artillerivåbensystemer, antiluftskyts som Starstreak og en ret stor mængde T-72-kampvogne, siger Kristian Lindhardt.

Våbenhjælpen kan ifølge militæranalytikeren få en afgørende betydning over det næste stykke tid. Den aktuelle situation på slagmarken i Ukraine er, at russerne har indtaget Luhansk, der sammen med Donetsk udgør regionen Donbas. Derfor er de russiske angreb i øjeblikket koncentreret i blandt andet Donetsk for at få kontrol over hele området.

Kristian Lindhardt fortæller, at det lige nu går stille og roligt tilbage for ukrainerne. Men hvis den vestlige våbenhjælp bliver brugt korrekt, kan udviklingen vende til ukrainernes fordel.

- Hvis man ser på mængden af våben, der er leveret eller givet tilsagn om, så giver det ukrainerne mulighed for at bringe russerne til standsning eller ligefrem sætte ukrainerne i offensiven, fortæller Kristian Lindhardt.

Han forklarer, at det afgørende er, hvordan ukrainerne indsætter våbnene, og hvor godt det ukrainske forsvar er uddannet til at betjene våbnene.

Lige nu er ukrainerne efter hans vurdering så meget på spanden, at de kan være nødt til at bruge våbnene, så snart de ankommer til Ukraine. Det kan betyde, at de i høj grad vil blive indsat stykvis på slagmarken.

- Og så kan de faktisk gå lidt til spilde. Hvis ukrainerne modsat vælger at bruge dem samlet, så kan det have en ketchupeffekt og få en afgørende indflydelse. Problemet er bare, at ukrainerne lige nu er i en overlevelseskamp, hvor de kan føle sig tvunget til at bruge våbnene stykvis, siger Kristian Lindhardt.

Han tilføjer dog, at han ikke kender til ukrainernes taktik, i forhold til hvordan de vil bruge de udenlandske våben.

Selvom han kalder hjælpen for "virkelig massiv", så er han ikke i tvivl om, at ukrainerne fortsat vil bede Vesten om mere hjælp. Selv hvis det lykkes at få gang i den ketchupeffekt, som Kristian Lindhardt omtaler, så kan det føre til, at russerne sætter endnu mere materiel ind. Og det kan i så fald betyde, at ukrainernes behov for våben vil blive endnu større.

Derfor kalder han også det ukrainske forsvar for "et bundløst hul", der kontinuerligt vil kræve flere våbensystemer, mere ammunition og mere uddannelse af de ukrainske soldater, hvis russerne skal stoppes.

Når vi kigger på den danske hjælp til Ukraine, er det primært det pansrede køretøj M113, som Kristian Lindhardt bemærker. M113 er noget af det, som ukrainerne har efterlyst til at få deres soldater rundt på slagmarken i beskyttede køretøjer.

Danske soldater kører her i en M113 under en øvelse i 2015. Danmark har ifølge Kiel Institute of the World Economy givet 50 M113 til ukrainerne. Ifølge instituttet har sådan et køretøj en nyværdi på lidt over to millioner kroner. (Foto: © Ints Kalnins, Scanpix Denmark)

På Twitter kan man se en video, hvor ukrainske soldater kører rundt i en M113. DR's forsvarskorrespondent, Mads Korsager, vurderer, at den er dansk. Du kan se videoen i linket her.

Ifølge Kiel Institute of the World Economy har Danmark sendt 0,1 procent af vores bruttonationalprodukt (bnp) til Ukraine. Tallet dækker over pengedonationer, men også over den estimerede værdi af de våben, Danmark har sendt af sted.

- Vi har ikke kunnet give meget våbenmæssigt, men vi har givet en hel del penge til våben, så ukrainerne selv kan gå ud på verdensmarkedet og købe det. Derfor synes jeg, at Danmark er godt med, siger militærforskeren.

Der er dog et stykke vej op til de 0,86 procent af bnp, som Estland giver. Det baltiske land ligger ifølge opgørelsen suverænt i top sammen med Letland og Polen. Det er på ingen måde overraskende for Kristian Lindhardt.

- Polen og de baltiske lande har vist en kontinuerlig evne til at forsvare sig selv. Samtidig ser de Ukraines kamp som deres egen kamp. Vi ser også, at de engelsksprogede lande ligger højt. De lande er normalt meget opsat på at beskytte den liberale verdensorden, som har gjort dem og mange andre lande rige, siger han.

Grafikkerne ovenfor er af udvalgte våben. Du kan hente hele overblikket over alle våbnene på Kiel Institute for the World Economys hjemmeside.