Fabriksansat i USA blev fyret efter 15 år: Dræbte fem kolleger

Gerningsmanden, der senere blev dræbt, burde ikke have haft et våben på grund af en tidligere voldsdom, siger politiet.

Gerningsmanden blev selv skudt 40 minutter, efter at han havde dræbt fem kolleger. (Foto: scott olson © Scanpix)

En arbejdsdag endte i går fatalt for flere ansatte på fabrikken Henry Pratt Co, der ligger i delstaten Illinois i USA. De mistede livet, da deres tidligere kollega åbnede ild i en bygning i fabrikken, der producerer ventiler.

Gerningsmanden var blevet fyret samme dag, inden han skød og dræbte fem personer. Desuden blev fem betjente ramt af skud.

Det oplyser politiet i byen Aurora, der ligger cirka 65 kilometer vest for storbyen Chicago.

Gerningsmanden mistede selv livet i en skudveksling med politifolk, der først fangede ham efter 90 minutter, skriver AFP.

Burde ikke have haft et våben

Den femdobbelte drabsmand er identificeret som den 45-årige Gary Martin, oplyser Kristen Ziman, der er chef for politiet i Aurora.

Han havde været ansat på fabrikken i 15 år, og i dag kom det frem på et pressemøde, at han mødte bevæbnet op til det møde, hvor han vidste, han ville få en fyreseddel.

De fleste af de dræbte befandt sig i samme lokale som gerningsmanden heriblandt en hr-medarbejder og en ledende medarbejder. En sjette person blev ramt, men slap med mindre skrammer og er uden for livsfare.

Ifølge politichefen burde gerningsmanden slet ikke have været i besiddelse af et våben, da han har en voldsdom tilbage fra 1995. Alligevel fik han en våbentilladelse i 2014.

Donald Trump kondolerer

De første meldinger om et muligt skyderi indløb tidligt fredag eftermiddag lokal tid.

De første betjente ankom til stedet fire minutter senere. To af dem blev ramt af skud, oplyser politichef Kristen Ziman.

Senere blev fem dræbte personer fundet inde i bygningen.

Omkring 40 minutter efter meldingen om, at der var et igangværende skyderi, meddelte byen Auroras officielle twitterprofil, at gerningsmanden var uskadeliggjort.

Øjenvidnet John Probst fortæller til tv-stationen CNN, at han så den bevæbnede mand løbe gennem bygningen. Manden havde en pistol udstyret med et lasersigte i hånden.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, kondolerer på Twitter over for ofrene og deres familier.

- Godt arbejde af politiet i Aurora, Illinois. Dybfølt kondolence til alle ofrene og deres familier. Amerika er med jer.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter